IPN der smiler inde i Accura.
Kom tættere på livet hos Accura

“Min første tid som fuldmægtig”

Line blev færdiguddannet fra jurastudiet i sommers og startede som advokatfuldmægtig i Accuras afdeling for Fast Ejendom.

Efter et halvt år giver hun her et indblik i den første tid som fuldmægtig og kommer med sine bedste råd til dig, der snart står overfor at blive fuldmægtig.

“Den første tid som fuldmægtig har på mange måder været overvældende – på den rigtig gode måde. Efter en lang sommerferie er hverdagen, som jeg kendte den, blevet vendt på hovedet.

I løbet af de sidste fem måneder har jeg lært utrolig meget og er blevet inddraget i salgsprocessen af flere store ejendomsporteføljer og nyopførte boligejendomme. Derudover har jeg bistået vores M&A-afdeling i diverse transaktioner.

Der er ingen tvivl om, at læringskurven har været stejl, f.eks. kom jeg med på min første signing efter én uge, og derudover har jeg fra start af haft en del kundekontakt. Arbejdsopgaverne har været varierende, og jeg har i den første tid kunne sparre rigtig meget med min tutor, som har sørget for, at jeg har fået en blød start. Generelt er alle mine kollegaer rigtig søde til at hjælpe, hvis noget er svært.

Jeg fandt hurtigt ud af, at Accura er en meget social arbejdsplads, hvilket især er kommet til udtryk gennem de mange arrangementer, der er blevet afholdt de første måneder. Som eksempel kan nævnes introduktionsdagene for de nye fuldmægtige, hvor der var fokus på det faglige i løbet af dagen og det sociale om aftenen. Herudover har vi haft adskillige andre arrangementer, bl.a. fredagsbarer, en teambuilding weekend blandt alle fuldmægtige, en tur til Marbella med hele huset og en kæmpe nytårsfest.

Traditionen tro har de førsteårs-fuldmægtige stået for underholdningen til nytårsfesten (som normalt er en julefrokost), hvilket har været en rigtig god måde at komme hinanden endnu nærmere på.

Personligt værdsætter jeg at se mine kollegaer i en anden setting end på kontoret. Derfor bliver der også gjort meget ud af at ses uden for arbejdstiden, bl.a. til vinaftener og diverse træningsaktiviteter.

Jeg tror, at det er vigtigt at huske på, at blot fordi man starter som fuldmægtig betyder det ikke, at man skal kunne finde ud af det hele med det samme. Fuldmægtigperioden er i lige så høj grad en uddannelse, hvor man skal blive klogere på, hvad det vil sige at arbejde som advokat, og hvad man finder interessant inden for juraen.

Jeg forventer, at jeg i løbet af de næste år får endnu flere kompetencer, som jeg kan bruge som advokat. Helt konkret forventer jeg at få mere ansvar og mere kundekontakt.

Mit bedste råd er at sørge for at have arbejdskulturen med i overvejelserne, når der skal søges fuldmægtigstillinger. Vælg en arbejdsplads, der ikke kun har fokus på dine resultater, men lige så meget dig som person og din udvikling gennem fuldmægtiguddannelsen.

Husk, at du skal bruge mange af dine vågne timer på din arbejdsplads, så sørg for, at det er et sted, der fokuserer på andet end blot dine præstationer. Det er vigtigt at omgive sig med mennesker, som du holder af at arbejde med. Når alt presser på, er det bare federe at sidde på kontoret til sent med nogle kollegaer, som man også trives med socialt.

Klø på, tag nogle chancer, og vær ikke bange for at række ud, hvis du har brug for hjælp. Det er helt okay ikke at vide det hele – vi skal alle starte et sted.

Læs mere om at være fuldmægtig hos Accura her.