Den danske softwarevirksomhed iMotions er blevet solgt til den børsnoterede svenske virksomhed Smart Eye for ca. DKK 300 mio.
iMotions har udviklet en softwareplatform, der kan analysere og give en detaljeret forståelse af menneskelig adfærd ved hjælp af mere end 50 sensorer, der bl.a. måler øjenbevægelser, ansigtsudtryk, svedkirtler, hjerneaktivitet og hjerterytmer.
iMotions blev stiftet i 2005 og har hovedsæde i København samt kontorer i Boston, Singapore og Berlin. Virksomhedens løsninger bliver brugt af mere end 1.300 kunder verden over, herunder af universiteter, globale virksomheder og regeringer.
Efter transaktionen fortsætter iMotions under eget navn som et datterselskab til Smart Eye.
Smart Eye er førende inden for Human Insight AI, som er en teknologi, der benyttes til at understøtte og forudsige menneskelig adfærd. Virksomheden har en lang række globale kunder, herunder NASA, Nissan, Boeing og Harvard University.
Accura rådgav sælgerne af iMotions i forbindelse med transaktionen.