Hvordan er det at være student på et erhvervsadvokatkontor, og har det egentlig indflydelse på ens studie? Michael, stud.jur. i vores Afdeling for Fast Ejendom, fortæller her om sine egne oplevelser med at være student hos Accura og giver nogle gode råd med på vejen til dig, der skal til at søge studiejob.
Har det indflydelse på dit studie, at du er studentermedhjælper på et erhvervsadvokatkontor?
Mit arbejde og studie går lidt hånd i hånd. På kontoret gives der ofte udtryk for, at det er vigtigt, at vi prioriterer vores studie forud for arbejde, hvilket især kommer til udtryk i den store fleksibilitet, der gives i forbindelse med eksempelvis eksamensperioder. Her kan jeg tage helt fri fra arbejde for at fokusere på læsningen. Fleksibiliteten er gensidig, så i de perioder, hvor jeg føler, at jeg har overskud til at bidrage ekstra, er der også plads til dette.
Mit arbejde hjælper mig også til at danne en forståelse for juraen, som vi ikke lærer på studiet. Studiet er meget teoretisk, og vi lærer at tænke juridisk og at bruge den juridiske metode, men vi får slet ikke den kommercielle forståelse, der er en mindst ligeså stor del af juraen. Samtidigt kan jeg tage den juridiske tankegang, vi lærer på studiet, og sætte den i kontekst, når jeg er på arbejde.
Er læringen fra arbejdsopgaverne hos Accura en hjælp til dine eksamener?
Jeg har endnu ikke haft nogle fag, der har en reel sammenhæng med mine arbejdsopgaver hos Accura. Dog følte jeg, at jeg i faget Tings- og Kreditorret havde en god forforståelse for mange af de begreber, vi lærte undervejs. Arbejdet med fast ejendom giver en indsigt i mange af de begreber, der bruges i faget. Det gælder især i forhold til eksempelvis tinglysning, matrikulering eller de forskellige former for pantebreve, da jeg til dagligt arbejder med disse begreber.
Har dit studiejob en indflydelse på dit valg af valgfag og udveksling?
Mit studiejob har været med til at hjælpe mig med at finde ud af, hvilke aspekter af juraen der interesserer mig. Dette har helt klart haft indflydelse på mit valg af valgfag, hvilket betød, at jeg blandt andet valgte valgfaget Selskaber- og Kapitalmarked på mit forrige semester for at få en bedre indsigt i, hvordan selskabs- og kapitalmarkedsretten er struktureret.
En stor del af det arbejde, jeg laver, foregår på engelsk, hvilket har givet mig overvejelser om, at udveksling kunne være en god ide for at udvikle mine sprogfærdigheder yderligere. Desværre har jeg skubbet disse overvejelser lidt til side af hensyn til den store usikkerhed, der er i verden lige nu mht. Covid-19, og i stedet er jeg dykket mere ned i, hvilke fag jeg finder interessante, når jeg efter sommer skal til at starte på kandidaten.
Har du nogle gode råd til dem, der skal til at søge studiejob?
Giv dig selv tid til at tænke over og undersøge, hvor du kan se dig selv arbejde. Forhør dig rundt omkring blandt dine venner, eller tag ud til forskellige oplæg (lige nu online) for at få en bedre ide om, hvad du synes lyder som et fedt sted at være, eller hvad du synes kunne være spændende at arbejde med. Gør noget ud af dit CV og din ansøgning – sørg for at du fortæller din kommende arbejdsgiver, hvorfor det lige netop er dig, der passer ind i firmaet og i stillingen.
Sørg for at forberede dig på den eventuelle jobsamtale. Det er en god ide at have en basal viden om firmaet, afdelingen samt at kunne uddybe de ting, du har fremhævet i din ansøgning. Vær klar på at svare på, hvorfor det er dig, de skal vælge og ikke en anden. Gør du dette, er du i hvert fald godt på vej til at finde og få et studiejob, du synes er spændende.