Mentor der holder en samtale.
Accuras mentorordning

Overvejer du at få en personlig mentor?

Synes du også, det lyder spændende med din egen personlige mentor? Læs med her, hvor du bliver klogere på, hvad et mentorforløb hos Accura indebærer.

Et fortroligt rum
Som mentee i Accuras mentorordning bliver du matchet med en af vores dygtige og engagerede fuldmægtige, erhvervsjurister eller advokater, der kommer til at være din mentor igennem en periode på 10 måneder. Din mentor vil dele ud af egne erfaringer og give sparring på dine spørgsmål og tanker om branchen, karrierevalg samt personlig og faglig udvikling.

Det kan føles grænseoverskridende at åbne op for et fremmed menneske, der samtidig har mere erfaring end én selv. Her er det vigtigt at huske på, at det er helt naturligt, hvis du synes, det er svært at åbne op ved det første møde med din mentor. Mange mentor-mentee-par bruger de første samtaler på at lære hinanden bedre at kende.

Sissel Thrane, mentee i Accuras mentorordning 2021, fortæller:

Jeg var spændt på det første møde med min mentor. Jeg vidste, at det ville være udfordrende at give sig hen til de øvelser og relationer, som det kræver for at få mest muligt ud af mentorordningen, men jeg har fået rigtig meget ud af at være åben og deltagende igennem hele forløbet.

Samtalerne sker i et fortroligt rum, hvor du kan sige alt, hvilket for mange gør det nemmere at dele personlige tanker og bekymringer om studie og karriere:

Min mentor og jeg har både drøftet konkrete og mere abstrakte emner. Det har særligt været væsentligt for mig at sparre om min opbygning af fag på kandidaten, muligheder for at læse et semester i udlandet og overvejelser om et nyt studiejob. Derudover har vi generelt snakket om livet som studerende og drømme og udfordringer – både på det kort- og langsigtede plan,” fortæller Sissel.

Match making
Hos Accura gør vi meget ud af at matche vores mentees og mentorer. Vi bruger bl.a. et matchingsskema, hvor vi ser på, hvilke særlige ønsker de enkelte mentees har til samtalerne og udbyttet af dem.

Sissel fremhæver netop sit mentor-match som noget helt særligt i sit forløb:

“Matchingen med min mentor har været helt fantastisk. Vi minder personlighedsmæssigt på mange områder om hinanden, og herudover har hendes studie- og arbejdsforløb mange lighedspunkter med den karrierevej, som jeg håber på at gå. Det har derfor været meget lærerigt at kunne spare og høre om hendes erfaringer, som jeg i høj grad har kunnet relatere til og lære af.”

En investering i dig selv og din karriere
Et mentorforløb kræver en indsats af den enkelte, men er samtidig en værdifuld investering i din personlige og faglige udvikling. En investering, som alle deltagere fortæller, at de ikke ville have været foruden – både fordi de bliver skarpere på, hvad de vil med deres studie og karriere, men også på grund af det fantastiske netværk, der opstår blandt deltagerne.

Jeg har lært meget og er mere afklaret både i relation til studie- og arbejdslivet, men også personlige forhold. Herudover har jeg fået nogle nye relationer, og jeg er blevet en del af et helt unikt og ambitiøst netværk. Samtidig har det været nogle givende og spændende workshops om emner, som jeg ellers ikke ville have lært om. Det giver rum for mange udviklende refleksioner, som jeg tager med mig videre,” fortæller Sissel.

Læs mere om, hvad du får ud af at deltage i Accuras mentorordning her.