I denne portrætserie har vi gennem de seneste to år fulgt Katrines rejse som advokatfuldmægtig og hendes faglige udvikling hos Accura. I denne sidste del tager Katrine os endnu en gang med bag kulisserne i afdelingen for Konfliktløsning og giver et indblik i nogle af de spændende opgaver, hun arbejder med:
Med cirka otte måneder tilbage af min tid som fuldmægtig kan jeg se tilbage på et fuldmægtigforløb, hvor der ikke kun har været fokus på min faglige udvikling, men også på udviklingen af mine kommercielle og personlige kompetencer, hvilket jeg har sat (og fortsat sætter) stor pris på.
Arbejdet i Konfliktløsning spænder bredt – og der er nok at se til. Vores afdeling er derfor også vokset en hel del de sidste to år, hvilket kun gør det sjovere at gå på arbejde. I en procesafdeling er man dagligt er i berøring med mange forskellige retsområder, og (næsten) alle dage er forskellige.



Som fuldmægtig består arbejdet primært af at håndtere egne (mindre) sager og assistere afdelingens advokater på de mange større sager, der kommer ind fra husets øvrige afdelinger og fra eksterne kunder.
Noget af det, som er mest spændende ved at være fuldmægtig i vores afdeling er, at man ikke kun får en specialistuddannelse inden for det at føre retssager og strategien bag konflikterne, men at man får samtidig en bred faglig viden og forståelse for de mange forskellige erhvervsjuridiske områder, som konflikterne vedrører.
Når vi modtager en sag fra en anden afdeling eller fra en ekstern kunde, kræver det, at vi hurtigt og effektivt kan rådgive om tvisten, uanset om den udspringer af f.eks. en transaktionsaftale, mangler ved et byggeri eller en forsikringspolice. Sagernes forskelligartethed stiller høje krav til afdelingens faglighed, og dette gælder allerede på student- og fuldmægtigniveau, hvilket gør læringskurven både stejl og udfordrende, men også utrolig spændende!
I modsætning til mange andre advokathuse har Accura ikke en fast rokeringsordning for fuldmægtige, hvilket jeg personligt har været meget glad for. Det at være i den samme afdeling hele ens fuldmægtigtid gør, at man allerede nu kan trække på de erfaringer, som man har fået de første to år. Det ville jeg i langt mindre grad kunne, hvis jeg skulle starte forfra i en ny afdeling efter et halvandet år.



I Konfliktløsning er der ikke kun fokus på vores faglige udvikling, men i lige så høj grad fokus på, at vi får en god forretningsforståelse og udvikler vores kommercielle kompetencer. Vi får derfor som fuldmægtige i vores afdeling mulighed for at komme med til en række konferencer, netværk, klientmøder og procedurekonkurrencer mv. Jeg har i løbet af det sidste år derfor deltaget i en masse forskelligt, blandt andet:
- Accuras mentorprogram 2024, hvor jeg var mentor for en studerende fra KU
- Nordic Arbitration Day 2024 i Helsinki, Finland
- Besøg hos klient- og samarbejdspartnere inden for W&I-området i London
- Aarhus Pre-Moot, hvor jeg deltog som arbitrator
- ELSA Copenhagens procedurekonkurrence, hvor jeg deltog som vejleder
- Nordic Arbitration Day 2025 i Reykjavik, Island



Tiden flyver afsted! Siden sidst har jeg gennemført advokatuddannelsen, og jeg har været utrolig glad for kurserne på Comwell, selvom det ikke altid har været lige let at balancere arbejde og kursustid. Kurserne har ikke kun givet mig en masse værktøjer i mit daglige arbejde i proces, men jeg har også mødt en masse andre advokatfuldmægtige og derigennem udvidet mit netværk. En anden bonus var også, at jeg tog kurserne med to gode veninder fra studiet, hvilket kun gjorde kursusaftenerne endnu sjovere.

2025 startede solidt ud, da jeg bestod min retssagsprøve i årets første uge. Prøvesagen var en hovedforhandling i Retten i Helsingør over to retsdage med en besigtigelse, otte parts- og vidneforklaringer og en times procedure. Det var både nervepirrende, men også virkelig givende at få lov til at føre en rigtig sag på egen hånd – og gav mig i den grad blod på tanden!
Efter to ugers efterfølgende arbejde og en uges læseferie gik jeg op til den skriftlige advokateksamen 31. januar 2025 i emnerne God Advokatskik I og Hovedforhandling, og efter fem ugers ventetid fik jeg heldigvis besked om, at jeg havde bestået.
Med begge eksamener i hus kan jeg nu se frem til at modtage min beskikkelse som advokat 1. februar 2026. Det bliver en spændende milepæl, som jeg glæder mig meget til, men jeg er også bevidst om, at titlen indebærer et stort ansvar. Jeg ser derfor frem til at få mest muligt ud af mine resterende otte måneder som advokatfuldmægtig her hos Accura.
Læs tredje del af Katrines fuldmægtigportrætserie her.