Bliver du færdig med studiet til sommer, og overvejer du en karriere inden for advokatbranchen?
Mathias, erhvervsjuridisk fuldmægtig i vores afdeling for M&A, fortæller her om sin første tid som fuldmægtig og kommer med sit bedste råd til dig, der snart står overfor at blive fuldmægtig.
Hvordan har du oplevet overgangen fra legal trainee til fuldmægtig?
Min overgang fra legal trainee til fuldmægtig har været virkelig spændende og sjov, men det har også været en stor omvæltning, som har krævet betydeligt mere ansvar, og jeg har skullet vænne mig til at gå på arbejde hver dag (det overraskede mig meget, hvor stor en ændring i ens hverdag, det egentlig er). Min nye rolle betyder også, at jeg har fået mulighed for at fokusere på mit arbejde, og at jeg kan være med i alle dele af processerne i mit arbejde med M&A. På en måde har min erfaring været, at jeg siden min overgang fra student til fuldmægtig har fået lov til at være med på sagerne fra A til Z, hvorimod man måske tidligere mere blev ansvarlig for enkelte dele af projekterne.
Opstarten som fuldmægtig har for mig også betydet en større tilknytning til mine kolleger, og jeg har lært en masse nye kolleger meget bedre at kende – det sætter jeg stor pris på, da det gør hverdagen som ung fuldmægtig både sjovere, men faktisk også meget lettere, da jeg har oplevet, at alle utrolig gerne vil hjælpe hinanden.
Den største udfordring, som jeg har oplevet, har afgjort været det markant øgede ansvar i forhold til direkte kundekontakt. Det var en barriere for mig, som krævede en hel del tilvænning. Jeg synes heldigvis, at mine kolleger har været rigtig gode til at vejlede mig i processen og give god feedback, så jeg hurtigt begyndte at føle mig mere komfortabel med den eksterne korrespondance. I den forbindelse har jeg været rigtig glad for vores interne engelskundervisning, da det har givet mig nogle brugbare værktøjer i forbindelse med mit skriftlige engelsk, som har gjort mig mere tryg i min kommunikation på engelsk.
Den største oplevelse i forbindelse med min overgang er, at dagligdagen har ændret sig markant fra skolebænken til kontoret. Det er et meget anderledes “liv” at være fuldtidsarbejdende på et advokatkontor som Accura versus at gå på universitet. Ændringen i min hverdag har jeg fundet yderst positiv og motiverende, da der i højere grad er kommet en struktur på hverdagen, og jeg har oplevet en større social tilknytning til mine kolleger, eftersom jeg nu ser dem hver dag.
Opgaverne, man bliver stillet som både legal trainee og erhvervsjuridisk fuldmægtig, er meget varierende, og der er afgjort overlap mellem dem. Personligt har jeg oplevet en ændring i opgavernes karakter, hvor jeg som student tit blev gjort ansvarlig for en eller flere mere specifikke opgaver, hvorimod jeg som fuldmægtig har oplevet at være mere i den projektledende og administrerende rolle. Derudover har jeg også erfaret, at man som fuldmægtig i højere grad forventes at gribe fat på nye og ikke-afprøvede opgaver, da det lægger et større ansvar på ens skuldre, som også er med til at udvikle en (heldigvis er der næsten altid en flink kollega, som har prøvet det før og kan hjælpe med inspiration).
Hvordan har din første tid som fuldmægtig været indtil videre?
Den første tid som fuldmægtig har været meget interessant, men også udfordrende og har afgjort krævet, at man hoppede i arbejdstøjet.
I min første tid som fuldmægtig har opgaverne været meget forskellige, men jeg vil fremhæve en opgave, som har gjort særligt indtryk. Jeg blev efter omtrent tre måneder sat til at være delt projektleder på et af vores teams større projekter, hvilket har været rigtig sjovt, men også helt nyt og anderledes. Som projektleder har jeg i fællesskab med min nærmeste leder været ansvarlig for at drive den interne proces, som vi har haft i forbindelse med udarbejdelse af en omfattende due diligence for vores klient. Det har blandt andet betydet, at jeg både har skullet servicere vores interne specialister samt forestå korrespondancen med vores eksterne partnere. I sådanne perioder er arbejdsmængden over 37 timer, men det gør for mig ikke noget, da det både har været sindssygt spændende, lærerigt og sjovt – og vigtigst af alt så gør man det som et team her hos Accura.
Min erfaring er, at der stilles store krav til at arbejde yderst struktureret, når man agerer projektleder, da det er en selv, der skal sørge for at have det forkromede overblik. Det har været en stejl læringskurve, hvor man er gået fra som student at blive stillet opgaverne til nu at være den, som stiller opgaverne. Det har været super spændende at være projektleder, da det også har betydet, at jeg har skulle have kontakt med kolleger andre steder i huset, som jeg ellers ikke har haft meget at gøre med tidligere.
Min nye hverdag hos Accura som nyudklækket fuldmægtig er der ikke en finger at sætte på. Jeg oplever, at man hurtigt opbygger nære venskaber til både sit nærmeste team, men også på tværs af teams og huset i øvrigt. Accura er en virkelig god arbejdsplads, hvor der bliver værnet om det sociale, hvilket gør hverdagen på kontoret sjov, men også tålelig i de lidt hårdere perioder.
Hvilke forventninger har du til de næste par år som fuldmægtig?
Mine forventninger er måske lidt anderledes sammenlignet med de fleste andre fuldmægtige, da jeg ikke skal gennemgå den sædvanlige fuldmægtiguddannelse, fordi jeg er cand.merc.(jur.). Når det så er sagt, så er mine forventninger til de kommende år som fuldmægtig, at jeg vil fortsætte med at have en stejl læringskurve lig den, som jeg har oplevet i min første tid. Hos Accura har vi nogle meget spændende og komplicerede sager, hvorfor jeg forventer, at mit ansvar såvel som faglige kompetencer vil følge med i takt med, at jeg bliver mere inddraget og får et dybere kendskab til de forskellige processer, vi assisterer vores kunder i. Jeg forventer også at få et større ansvar for fx at oplære nye studenter og andre kolleger.
Hvad er dit bedste råd til dem, som står overfor at blive fuldmægtig?
Mit bedste råd er, at man som ny fuldmægtig skal turde tage ansvar, men samtidig bør anerkende, at man vil begå fejl, og det er okay. Alle har på et tidspunkt været den nye og uerfarne fuldmægtig, så der er forståelse for, at man ikke kan alting endnu.
Og til de studerende, som går med blod på tanden og næsten ikke kan vente med at starte som fuldmægtig til sommer, vil jeg blot sige – HUSK at nyde tiden! Det er helt bestemt super sjovt og spændende at arbejde fuld tid, men I vil opleve, at I også kommer til at savne studietiden en smule igen på et tidspunkt – trust me.
Læs mere om at være fuldmægtig hos Accura her.