Norske Håndverksgruppen investerer for første gang i Danmark og erhverver de fire danske malervirksomheder DSJ Malergruppe, C. Møllmann & Co., Malerfirmaet Jeppesen og Malerfirma Ernst Hansen.
DSJ Malergruppe består af syv virksomheder og ligger i København med afdelinger i Syd- og Vestsjælland. Virksomheden har 90 ansatte og en omsætning på DKK 85 mio.
C. Møllmann & Co. blev grundlagt i 1879 og er især kendt for sin ekspertise inden for restaurering og renovering af bygninger. Virksomheden, der ligger i København, har ca. 175 ansatte og en omsætning på DKK 180 mio.
Malerfirmaet Jeppesen er en familiedrevet virksomhed beliggende i Hirtshals og Aalborg. Virksomheden blev etableret i 1960, har 60 ansatte og omsætter for omkring DKK 40 mio.
Malerfirma Ernst Hansen ligger i Aarhus, har 89 ansatte og en omsætning på omkring DKK 55 mio. Virksomheden opererer hovedsageligt i Østjylland.
De fire malervirksomheder fortsætter under eget navn, og driften forbliver uændret. Alle ejerne af de fire virksomheder geninvesterer desuden en væsentlig del af salgsprisen og bliver aktionærer i Håndverksgruppen.
Håndverksgruppen består nu af 100 virksomheder i Norge, Sverige og Danmark. Koncernen har en samlet omsætning på ca. DKK 3,4 mia. og tæt på 3.000 ansatte. Håndverksgruppen er ejet af kapitalfonden FSN Capital og medarbejdere.
Investeringen i Danmark er en del af Håndverksgruppens strategi om at blive en væsentlig aktør inden for overfladebehandling i Norden.
Accura rådgav Håndverksgruppen i forbindelse med de fire transaktioner.