DCC Energi har købt 21 ubemandede tankstationer fra HK Olie og udvider dermed sit allerede omfattende netværk af tankstationer på det danske marked.
Opkøbet sker som led i DCC Energis udvikling af Shell-netværket i Danmark, som DCC Energi har drevet siden 2016. Med tilføjelsen af de 21 tankstationer omfatter netværket nu i alt 216 lokationer på tværs af landet. De erhvervede anlæg styrker den lokale tilstedeværelse i Midt- og Sønderjylland og øger Shell-brandets tilstedeværelse i Danmark.
Transaktionen er gennemført efter indhentelse af alle nødvendige myndighedsgodkendelser. Tankstationerne vil i den kommende periode blive omdannet til Shell Express.
Accura rådgav DCC Energi i forbindelse med transaktionen.
