CivicPlus har gennemført closing og solgt IT-virksomheden Monsido til Acquia.
Monsido er en førende SaaS-platform til overvågning af websidetilgængelighed, indholdskvalitet, søgemaskineoptimering (SEO), databeskyttelse og ydeevne. Virksomheden blev grundlagt i 2014 og beskæftiger i dag over 100 medarbejdere på kontorer i Danmark, England, USA og Australien.
CivicPlus er en førende virksomhed inden for udvikling af integrerede digitale løsninger til den offentlige sektor. CivicPlus har mere end 950 medarbejdere, og virksomhedens løsninger benyttes dagligt af mere end 340 mio. mennesker alene i USA og Canada.
Monsido har været ejet af CivicPlus siden juni 2022, hvor CivicPlus, med bistand fra Accura, overtog Optimere-koncernen, der, foruden Monsido, også består af IT-virksomhederne Archivesocial og Nextrequest.
Monsido bliver nu en del af Acquia DXP, som er Acquias åbne digitale oplevelsesplatform til at bygge, administrere og levere optimerede websideoplevelser. Acquia er majoritetsejet af Vista Equity Partners, der er et førende investeringsfirma med fokus på software, data og teknologi.
Accura rådgav CivicPlus og Monsido i forbindelse med alle danske aspekter af transaktionerne.