Chr. Augustinus Fabrikker overtager ejerskabet af det ikoniske danske designbrand Louis Poulsen i en milliardtransaktion. Louis Poulsen har siden 2018 været ejet af det italienske designkonglomerat Flos B&B Italia Group.
Louis Poulsen blev grundlagt i 1874 og er et af de stærkeste navne i dansk designhistorie. Virksomheden er bedst kendt for lamper som Koglen, Panthella og PH 5 og har gennem sir samarbejde med førende designere og arkitekter som Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Verner Panton og Vilhelm Lauritzen været med til at præge dansk design.
Under Flos B&B Italia Groups ejerskab har Louis Poulsen leveret vedvarende vækst, som bl.a. er drevet af øget internationalisering, herunder en styrket tilstedeværelse uden for Norden og på nøglemarkeder som USA og Japan.
Med opkøbet vender Louis Poulsen tilbage på danske hænder og får en langsigtet ejer med erfaring fra internationale designvirksomheder med danske rødder som fx Fritz Hansen.
Transaktionen er betinget af sædvanlige myndighedsgodkendelser og forventes gennemført i anden halvdel af 2026.
Accura rådgav Chr. Augustinus Fabrikker i forbindelse med transaktionen.
Foto: Louispoulsen.com
