Nyhed

Accura fortsætter rejsen

Accura fortsatte i 2022 med at eksekvere på sin fokuserede strategi og realiserede en nettoomsætning for 2022 på DKK 863,8 mio. Fremgang i alle afdelinger og succesrig etablering af nyt forretningsområde er hovedårsagerne til væksten.

Solid kerneforretning
Selvom 2022 har været præget af betydelige geopolitiske spændinger og makroøkonomiske udfordringer, har Accura fortsat eksekveret på sin fokuserede strategi om at være den foretrukne rådgiver på komplekse transaktioner og projekter. Accura har fastholdt og udbygget sin position som landets førende transaktionshus. Det har bl.a. resulteret i, at Accura for tredje år i træk er blevet kåret som ”M&A Legal Advisor of the Year” i Danmark af det internationalt anerkendte analyseinstitut Mergermarket.

I 2022 realiserede Accura en nettoomsætning på DKK 863,8 mio. sammenlignet med DKK 725,6 mio. i 2021.

”Vi er meget tilfredse med resultatet for 2022. Væksten i nettoomsætningen er blandt andet drevet af et generelt højt aktivitetsniveau i samfundet på både det nationale og internationale transaktionsmarked særligt i første halvår af 2022 samt Accuras nye fokuserede forretningsområde for vedvarende energi,” siger Ivan Madsen, partner og administrerende direktør i Accura.

Accura rådgav i 2022 i mere end 100 M&A- og ECM-transaktioner og i et betydeligt antal transaktioner inden for fast ejendom. Accura er markedsledende inden for rådgivning om transaktioner, og vores specialistafdelinger er rangeret blandt de førende inden for deres respektive områder. Alle afdelinger har vækstet deres forretning i 2022.

Nyt forretningsområde sætter Accura på verdenskortet
Accura indledte året med at etablere et nyt forretningsområde inden for vedvarende energi med en tilgang af 30 førende specialister, der rådgiver globale kunder i komplekse projekter om vedvarende energi. Ved udgangen af 2022 var afdelingen fordoblet til mere end 60 medarbejdere og medio 2023 tæller den ca. 90 medarbejdere med 15 forskellige nationaliteter fordelt på kontorer i København, Aarhus, Boston, London, Singapore og Tokyo.

”Vi er stolte over, at vi med vores forretningsområde for vedvarende energi kan bidrage til, at der i disse år er et massivt fokus på og interesse for at etablere langsigtede og bæredygtige løsninger inden for energisektoren. Vi er naturligvis glade for, at afdelingen har haft betydelig succes fra dag 1, og glæder os samtidig over, at vi har evnet at tiltrække så mange yderligere medarbejdere fra hele 15 forskellige lande til afdelingen,” siger Thomas Weincke, partner og bestyrelsesformand i Accura.

Stor tilgang af nye medarbejdere
Udviklingen betyder, at Accura også i 2022 har haft en tilgang af medarbejdere i stort set alle afdelinger og samlet set er gået fra 350 til 480 medarbejdere i løbet af 2022. ”Dygtige medarbejdere er grundlaget for, at vi kan fastholde den udvikling, som Accura oplever, og den markedsposition, som vores virksomhed har,” siger Thomas Weincke. Han fortsætter, ”vores evne til kontinuerligt at kunne tiltrække, udvikle og fastholde dygtige og talentfulde medarbejdere – også uden for landets grænser – er og vedbliver at være et strategisk fokusområde for os.”

Udviklingen er fortsat i første kvartal af 2023, hvor virksomheden rundede 500 medarbejdere.

Fortsat fokus på at eksekvere strategien
Accura vil fortsætte med at eksekvere på strategien om at være den foretrukne rådgiver på komplekse transaktioner og projekter samtidig med, at der er et betydeligt fokus på at fastholde det særlige DNA og videreudvikle virksomhedens kultur.

Accura flyttede i april 2023 til Nordhavn, og Accuras rejse fortsætter i København fra det nye domicil. ”Vores nye domicil matcher i udtryk og beliggenhed vores fokuserede strategi, DNA og ambitioner,” siger Ivan Madsen. Han fortsætter, ”vores nye omgivelser vil danne rammerne for det fremtidige Accura.”

For yderligere oplysninger kontakt venligst
Thomas Weincke
Partner og bestyrelsesformand
+45 3078 6678
[email protected]