Hos Accura støtter vi op om medarbejdere, der ønsker at rejse til udlandet for at opnå international erfaring. Derfor har man som advokat eller erhvervsjuridisk rådgiver mulighed for at blive udstationeret.
Kiran, advokat i vores afdeling for Renewable Energy, har for nylig været udstationeret på Accuras kontor i Singapore for at arbejde på et koreansk offshore vindprojekt fra november 2023 og seks måneder frem.
“I april 2023 rykkede jeg fra Accuras afdeling for Fast Ejendom til Renewable Energy for at prøve kræfter med det mere internationale advokatarbejde og for at udvide mit specialområde. Allerede efter få måneder blev jeg spurgt, om jeg kunne have lyst til at blive udstationeret. Jeg sagde selvfølgelig ja til så spændende en mulighed, og Accura stod for alt det praktiske med arbejdstilladelse, bolig, skatteforhold osv.
Udstationeringen og det at arbejde intenst på et projekt har givet mig betydelig erfaring på meget kort tid – både i forhold til finansiering og udvikling af et offshore vindprojekt og i forhold til forskellige kulturer og måder at arbejde på i et større team med vidt forskellige baggrunde. Derudover er Singapore perfekt placeret i forhold til at få oplevet Asien, og det udnyttede jeg selvfølgelig også, mens jeg var der. I Renewable Energy opstår der ofte disse gyldne muligheder for at lade sig udstationere og dygtiggøre sig, og jeg vil anbefale alle at takke ja, hvis chancen byder sig.“