JDA på udlandsophold i Australien.
Kom tættere på livet hos Accura

Udlandsophold i Australien

Hos Accura støtter vi op om jurister, der ønsker at rejse til udlandet for at efteruddanne sig og opnå international erfaring. Derfor har man som advokat eller erhvervsjuridisk rådgiver mulighed for at få orlov med henblik på at tage en efteruddannelse eller blive udstationeret.

Jasmin, advokat i vores afdeling for Fast Ejendom, er netop rejst til Australien for at læse en LL.M. på University of Technology i Sydney. Hun skal bo i Australien de næste to år, og vi glæder os til at følge med på hendes rejse.

Hun giver her et lille indblik i sine overvejelser bag udlandsopholdet

Jeg hedder Jasmin, er 28 år gammel og arbejder som advokat i Fast Ejendom. Jeg har været ansat hos Accura siden 2018, og jeg er netop flyttet til Australien, hvor jeg skal bo de næste to år.

Mine planer for de næste to år er, at jeg det første halve år fortsætter hos Accura (og arbejder fra distancen), og til sommer skal jeg læse en LL.M. på University of Technology i Sydney. Derudover har jeg fået nogle gode kontakter fra både nuværende partner Jakob Schou Midtgaard og tidligere partner Henrik Groos til advokatkontorer i Sydney – så jeg håber derfor, at jeg også kan finde et relevant arbejde inden for fast ejendom både til under studiet og til det sidste halve år efter endt studie.

Efter et udlandsophold i mit sabbatår og under kandidaten har jeg rigtig gerne villet til udlandet igen. Min mand har også haft et ønske om et udlandsophold – så vi har været meget enige om, at vi ville undersøge mulighederne for at komme afsted sammen til et sted, hvor vi begge kunne udvikle os. Min mand skal udstationeres via sit arbejde hos PwC. PwC har et krav om minimum to års udstationering, hvilket er baggrunden for, at det endte med at blive to år. Vi skulle faktisk være rejst for over to år siden, men grundet Covid-19 lukkede grænsen til Australien – men vi er heldigvis kommet ind nu.

Jeg har ikke været i tvivl om, at et udlandsophold er en oplevelse for livet, men jeg har haft mange overvejelser i forhold til, hvorvidt et ophold vil gavne min karriere. Jeg har fået fuld opbakning fra Accura, og selvom det rent fagligt fra et dansk juridisk perspektiv ville være bedre at blive i Danmark, så udvikler jeg mine engelsk-kundskaber, min faglighed på internationalt niveau, og jeg kommer især til at udvikle mig personligt. Jeg tror på, at det er sundt at komme ud af sin komfortzone en gang imellem, for det er her, at man virkelig udvikler sig.

Valget faldt på Australien og University of Technology i Sydney, da jeg gerne ville til et engelsktalende land. Jeg er født i England (da mine forældre også uddannede sig i udlandet – de endte så bare med at blive der i otte år), jeg har været på udveksling i USA, og min mand har også rejst meget i USA, men vi har aldrig været i Australien. Jeg har kun hørt gode ting om Australien og særligt om deres gæstfrihed. Valget faldt på Sydney, da byen har alt (city-life, godt vejr og gode strande), og der var gode muligheder for os begge.

En LL.M.-uddannelse tager et år og er en Master of Law, men i Danmark anses den mere som en efteruddannelse, da de fleste tager den efter deres danske kandidat. Jeg har ikke valgt fag endnu, men jeg regner med, at det bliver en god blanding af Business/Corporate Law og Real Estate.

Mine forventninger til opholdet er, at det bliver to fantastiske år, hvor jeg får et fagligt boost i form af uddannelsen, forhåbentligt international erfaring på sigt og en masse gode oplevelser og rejser.

Jeg kommer til at fortælle lidt mere om min tid i Australien, og hvordan det er at tage en LL.M., når jeg er kommet godt ind i uddannelsesforløbet – jeg håber, I vil følge med!