ELA der smiler foran Accura.
Kom tættere på livet hos Accura

Tips til studiestart

I disse dage begynder mange nye studerende på jurastudiet, hvilket kan være noget af en omvæltning. I den anledning kommer Emil, stud.jur. i vores videnafdeling, her med nogle gode råd og tips til at komme godt i gang med studiet – både hvad angår den faglige og den sociale del.

Hvordan var det for dig at starte på jurastudiet, og var der noget, der overraskede på godt og ondt?
Det er naturligvis altid intimiderende, når man skal til at starte på et nyt kapitel og samtidigt møde en masse nye mennesker. Når det så er sagt, synes jeg selv, at det var rigtig spændende at starte på jurastudiet. Jeg havde forinden læst op på, hvad studiet egentlig indebærer af fag og læremål. Introugen var også rigtig god til at sætte gang i nogle venskaber, som siden da også har holdt ved.

Introugen bruges på at lave sjove lege, der er inkluderende, og som er med til at skabe gode relationer mellem kommende studiekammerater. Det overraskede mig positivt, hvor åbne folk var, og hvor mange forskellige typer af mennesker, der egentlig havde valgt at læse jura.

Har du nogle gode råd til dem, der skal til at starte på jurastudiet, hvad angår studiestarten?
Til at starte med vil jeg gerne opfordre alle, der starter på jurastudiet til at være deltagende i introdagene, da en god start med sine medstuderende har stor betydning for resten af ens studium. Det gør alting meget nemmere og sjovere, hvis man har fået sig nogle gode venner i starten, så man også har et socialt aspekt med, når man nu møder ind på uni de fleste dage i ugens løb. Derudover er introugen også en fremragende hjælp til at blive sat ind i alle de praktiske ting, som de ældre studerende (tutorerne) selv har oplevet gennem deres årelange erfaringer som jurastuderende. Det kan blandt andet være, hvor man kan købe brugte bøger, samt de helt basale ting, som en god rundvisning på KUA, så man bliver komfortabel med selv at skulle vandre rundt på gangene og finde diverse lokaler.

Derudover så har vi på jura også en masse foreninger, som gør et godt stykke arbejde for, at studiet bliver endnu sjovere og mere spændende. Man har mulighed for at deltage aktivt i disse foreninger, og det er helt klart noget, jeg også vil anbefale alle nye studerende at prøve af, hvis I skulle finde en forening, der netop beskæftiger sig med noget, som I finder interessant. Og hvis ikke, så i hvert fald udnytte de mange muligheder, som foreningerne tilbyder i form af diverse kurser.

Har du nogle gode læsetips til dem, der skal til at starte på jurastudiet?
Vi kan ikke komme udenom, at der er meget og svær læsning på jurastudiet. Det er dog her vigtigt, at man husker på ikke at lade sig blive frustreret af, at man ikke forstår det hele i starten, for det er utroligt svært stof, og det tager tid, før man egentligt forstår, hvad jura går ud på.

Når jeres første seminartimer og forelæsninger begynder, så sørg for at have læst op til dem. I vil højst sandsynligt ikke forstå alt med det samme, men det er der ingen skam i. Det kræver hårdt arbejde og mange timer for at blive god til faget. Herudover er det vigtigt, at I får lavet en god læseplan tidligt i opstarten. Det gør jeres hverdag nemmere, idet I på den måde ikke skal bruge en masse kræfter på at undersøge netop hvilke sider, I skal have læst til den undervisning, som I skal have den efterfølgende dag.

Herudover vil jeg af egen erfaring anbefale, at I hurtigt finder ud af, om de fag, I skal til at starte op på, er skriftlige, casebaserede fag, eller om eksamensformen er en anden. Det giver rigtig god mening at prøve at tilrettelægge sine noter til eksamensformen, så man kan få bedst muligt udbytte af sit hårde arbejde.

Jeg vil også ud fra egen erfaring sige, at caseløsning, øvelsesopgaver og andre læringsmetoder, hvor man selv prøver kræfter med sin viden, er der, hvor man for alvor får juraen ind under huden og på den måde også vænner sig til den mest hyppige eksamensform, som er den 4-timers skriftlige casebesvarelse. Så få lavet en masse opgaver, og skriv opgaverne ud udførligt, så I ikke kun kan gentage de generelle ting og regler, men også bliver eksperter i konkret casebaseret jura.

Er der andet, du vil tilføje?
Man skal gå ind til det med oprejst pande. Man ved som nystartet jurastuderende, at der vil være en helt masse tung læsning, som til tider kan være hård at komme igennem. Men man vil hurtigt opdage, at alt den læring, man opnår som jurastuderende, er virkelig interessant og samfundsnær.

Så mit bedste råd er at gå til det med en god attitude og at være åben for at være deltagende og opsøge venskaber. De vil holde længe og gøre studietiden bedre.