Shahzeb, stud.jur. i vores afdeling for Fast Ejendom, er på udveksling i Spanien, hvor han læser ved ESADE Ramon Llull University i Barcelona.
Vi støtter op om studerende, der gerne vil på udvekslingsophold, da det er med til at styrke deres personlige og faglige udvikling. Samtidig kommer de tilbage til Accura med masser af ny viden, inspiration og netværk samt en international forståelse.
Læs med her, hvor Shahzeb fortæller om sit ophold:
Jeg har det skønt i Barcelona og nyder min dagligdag som udvekslingsstuderende. Vi er stille og roligt ved at bevæge os ind i eksamensperioden, og de næste par uger er derfor fuldt optaget med afsluttende eksamensprojekter og en masse skriftlige og mundtlige eksamener. Jeg har 7 små fag på universitetet, der alle har en international vinkel. Nogle af fagene beskæftiger sig med områder, jeg allerede har stiftet bekendtskab med hjemme i Danmark, såsom folkeretten, EU’s indre marked og menneskerettigheder. Men jeg har også udvidet min horisont og tilegnet mig viden inden for nye juridiske områder og emner.
Jeg er især blevet rigtig glad for faget “Disruptive Innovation for the Legal Industry”, hvor vi beskæftiger os med den stigende teknologiske udvikling i verden, og hvordan denne påvirker (og kommer til at påvirke) de forskellige brancher på arbejdsmarkedet, herunder advokatbranchen. Et meget anderledes fag, der fører til en masse spændende diskussioner i undervisningslokalet.
Ved siden af studiet har der også været masser af tid til at udforske byen sammen med mine nye internationale venner. Spanien har en fantastisk madkultur, så meget af tiden er bl.a. gået med at spise mig igennem byens mange tapasbarer. Det har ligeledes været muligt at rejse rundt i resten af Spanien, og weekenderne er dermed også blevet brugt på adskillige vandreture i bjergene og på at besøge de små catalanske byer omkring Barcelona. Derudover har vi været på en weekendtur til Madrid, og i de kommende weekender er planen at rejse lidt rundt i byerne i Andalusien-området og tage et smut forbi Portugal.
Jeg har virkelig været glad for min beslutning om at tage på udveksling, og jeg vil varmt anbefale det til enhver. Jeg har fået muligheden for at møde så mange forskellige mennesker fra alle verdens hjørner og opleve, hvordan det er at have en hverdag i et andet land og i en anden kultur. Jeg har allerede fået et stort udbytte af at komme afsted på dette ophold, og jeg er sikker på, at jeg kommer hjem med en masse gode erfaringer i bagagen, som jeg kan gøre brug af på studiet og arbejdet.