ELA, MOL & YBA
Kom tættere på livet hos Accura

Postkort fra Singapore

Michael og Yousif, som begge er legal trainees i Fast Ejendom, og Emil, legal trainee i Renewable Energy, er sammen på udveksling i Singapore, hvor de læser ved The National University of Singapore.

Vi støtter op om studerende, der gerne vil på udvekslingsophold, da det er med til at styrke deres personlige og faglige udvikling. Samtidig kommer de tilbage til Accura med masser af ny viden, inspiration og netværk samt en international forståelse.

Læs med her, hvor de fortæller om deres eventyr:

Varme hilsner fra Singapore, hvor temperaturen døgnet rundt er +25 grader. Vi har det alle tre rigtig godt, og vi nyder tilværelsen i byen. Den forgangne uge har været præget af eksamenslæsning, da vi havde en eksamen, der skulle klares den 19. oktober. Med den i bogen har vi nu kun henholdsvis én (Yousif og Michael) og to (Emil) eksamener tilbage før semestret og vores tid i Singapore og på National University of Singapore (”NUS”) er slut. Til dagligt læser vi ved Bukit Timah Campus, beliggende i Singapores botaniske have. Campussen huser udelukkende jurastuderende fra NUS, hvorfor det ikke er så stort, men til gengæld befinder vi os omringet af natur og lejlighedsvis en gruppe oddere, da de bor lige ved indgangen til campus. 

Vores første tid på universitetet bar præg af, at vi var meget i skole, da vi alle tre havde to intensive tre-ugers fag, der lå lige efter hinanden. Fagene blev afsluttet op til ”recess-week”, hvor vi havde fri fra skole i en uge. Ugen blev udnyttet med en tur til Bali, hvor vi alle tre fik dykket (Yousif fik taget sit dykkercertifikat), slappet af og fejret, at Michael havde fødselsdag, samt at vi nu var færdige med halvdelen af vores fag.

Et af de fag, vi afsluttede, var ”International Space Law”. Et spændende og anderledes fag, hvor vi diskuterede en masse tilstedeværende samt hypotetiske problematikker i forbindelse med menneskets øgede færden i samt udforskning af rummet. Et super spændende, udfordrende og sjovt fag at have, og som man ikke lige finder i kursuskataloget hjemme på KU. ​​​​​​​

Efter recess-week har vi kun henholdsvis et og to fag tilbage, hvilket betyder, at vi nu har fået mere fritid og derfor også mere tid til at opleve Singapore og rejse lidt rundt omkring. Hverdagen går derfor pt. med at træne, svømme, hænge ud med de venner vi har fået hernede, spille tennis og udforske de dele af Singapore, vi endnu ikke har besøgt. Lige om lidt tager vi desuden til Nordvietnam, hvor vi skal rejse rundt, og kort tid efter det hedder destinationen Seoul, inden vi skal tilbage til Singapore og forberede os til de afsluttende eksamener. Når semesteret er slut og vores tid i Singapore er forbi, tager vi til det sydlige Vietnam og så står valget mellem Thailand eller Japan, inden vi flyver hjem i tide til at kunne holde jul hjemme i Danmark.

At tage på udveksling har indtil videre været en hel unik oplevelse, hvor vi har fået mulighed for at få indsigt i, hvordan retssystemet fungerer i et commonwealth land, øve vores engelskkundskaber, stifte nye venskaber på tværs af landegrænser, opleve Singapore og landene omkring, ligesom vi generelt bare har fået muligheden for at opleve, hvordan det er at have en hverdag væk fra de vante rammer i DK.”