Kom tættere på livet hos Accura

Postkort fra New Zealand

Hos Accura støtter vi op om studerende, der gerne vil på udvekslingsophold. Det styrker den studerende både personligt og fagligt, og de kommer tilbage til Accura med masser af ny viden, inspiration og netværk samt en international forståelse, som er brugbar i arbejdet med Accuras mange udenlandske kunder.

Stella, legal trainee i Renewable Energy og Pernille, legal trainee i Konfliktløsning, tilbragte efterårssemesteret 2024 i New Zealand, hvor de studerede ved Victoria University of Wellington.

Læs Stella og Pernilles postkort her:

“Det sidste halve år har vi studeret vores tredje semester af vores kandidat på Victoria University of Wellington. Det har været lærerigt og spændende at få et indblik i common law-systemet. New Zealand står over for nogle helt andre juridiske problemstillinger end dem, vi er vant til i det danske retssystem, herunder kontroverser mellem Māori og the Crown og de store miljømæssige udfordringer med at bevare New Zealands unikke biodiversitet. Dette har vi særligt fået indblik i igennem fagene Environmental Law og Treaty of Waitangi.

Når vi ikke har svedt og blødt for studiet, har vi udnyttet tiden til at se så meget af smukke New Zealand som overhovedet muligt. Vi startede blidt ud med at tage på skiferie i Queenstown, der dog ikke helt kan måle sig med de franske Alper i uge fem. Derudover har vi blandt andet også haft ture til Auckland, Hawke’s Bay og Rotorua. 

Vi er også blevet store fans af New Zealands rugbylandshold, All Blacks, har overvundet vores fælles skræk for højder ved at bungee jumpe fra verdens ældste kommercielle bungee jump-sted og har senest brugt 17 dage i en autocamper (døbt Steve) for at udforske så meget som muligt af Sydøen. Og nå ja, vi nåede også en lille uge til Fiji i vores “spring break”.

Vi har i høj grad benyttet muligheden for at udforske New Zealands vinområder og kan nu konstatere, at Sauvignon Blanc fra Marlborough og Syrah fra Hawke’s Bay indtager førstepladsen. Ud over at tage en masse juridisk viden med hjem om common law-systemet har vi også tilegnet os to selvudnævnte titler som vinconnaisseurs.

Vores udveksling i New Zealand har været helt fantastisk. Vi pakker nu kufferterne med en masse minder for livet og vender tilbage til Danmark med nye perspektiver.

Vi glæder os til at komme hjem til vores søde kolleger.

Bedste hilsner
Stella og Pernille”