Udsigt over kanalen i London.
Kom tættere på livet hos Accura

Postkort fra London

Rafael, der er legal trainee i vores afdeling for Fast Ejendom, er på udveksling i London. Som noget særligt tilbringer han et helt studieår i London, hvor han ved siden af sin kandidatuddannelse på KU læser en MSc Finance & Law ved Queen Mary University of London.

Han er ved at være halvvejs i sit udlandsophold og sender her en lille hilsen:

Jeg har nu boet i London siden juli, og på fem måneder har jeg nået at opleve 4 forskellige finansministre, 3 forskellige premierministre, 2 forskellige monarker og 1 spirende “It’s coming home”-kampagne.

Jeg læser en MSc Finance & Law med major i Finance og minor i Law. “Minor” skal forstås bogstaveligt, idet jeg kun har et jurafag, imens jeg er afsted. Uddannelsen kan bedst beskrives som en krydsning mellem cand.merc. og polit. med tilhørende valgfag i jura. Jeg er stadig indskrevet på KU, så til august står jeg forhåbentlig med både en dansk cand.jur. og en engelsk MSc i bagagen efter 2x speciale i sommeren 2023.

Jeg havde en idé om, at jeg skulle lære at danse salsa, starte til fægtning og nyde den engelske uni-oplevelse i fulde drag. Den illusion blev hurtigt smadret, da fag som Valuation, Corporate Finance og Investment Management bankede på døren. Investment Management hed tidligere Applied Econometrics & Statistics, og det er første gang i mit liv, at jeg har set den samme ligning fylde fire sider i et slide-deck uden at indeholde et eneste tal…

Valuation og Corporate Finance har dog været ekstremt lærerige fag. Fagene giver en dyb indsigt i værdiansættelse som et håndværk samt de kommercielle og finansielle betragtninger bag opkøb, fusioner, spaltninger og IPO’s på tværs af aktivklasser. Vi analyserer projekter inden for Corporate M&A, Real Estate og Project Finance såsom on-/off-shore vind, olie, mineraler og naturgas.

Et af de hidtidige højdepunkter ved mit ophold er Queen Marys pendant til KU’s Årsfest. Dresscoden var den samme, men Moltkes og indre by var erstattet med en cruiser på Themsen, passage under Tower Bridge, og Dua Lipa i højttaleren. Idet studielivet er bygget langt mere op omkring societies herovre, kan man principielt feste fra mandag til søndag. Og uanset hvad man er til, findes der en studenterforening for det – og hvor der er en forening, er der fest.”