Udsigt over Donau i Budapest.
Kom tættere på livet hos Accura

På udveksling i Budapest

Hos Accura har vi også studentermedhjælpere ansat, som ikke læser jura.

Camilla er studentermedhjælper i vores afdeling for Sprog, og hun har netop været et semester på udveksling i Budapest. Her læste hun ved Eötvös Loránd University (ELTE) på det Humanistiske fakultet.

Vi støtter op om studerende, der gerne vil på udvekslingsophold. Det styrker dem både personligt og fagligt, og de kommer tilbage til Accura med masser af ny viden, inspiration og netværk samt en international forståelse, som er brugbar i arbejdet med Accuras mange udenlandske kunder.

Læs med her, hvor Camilla fortæller om sit ophold i Budapest.

Hvilke fag havde du, og hvorfor valgte du netop disse fag?
Fagene på ELTE er meget anderledes end dem, jeg kan tage her i Danmark. Jeg interesserer mig naturligvis meget for sprog, og især hvilken indflydelse sprog har, og hvordan sprog kan bruges til at opnå bestemte mål. Derfor havde jeg bl.a. et fag, der hed Humor in American and British Politics og et fag, der hed Corpus Linguistics, som er et metodefag, hvor man har mulighed for at undersøge større mængder data og dermed konkludere mere generelt om en bestemt type sprogbrug.

Hvordan var undervisningen?
Undervisningen i Budapest var meget anderledes, end hvad jeg er vant til. Holdende er mindre, og du bliver bedømt på din indsats igennem hele semesteret, og din karakter er dermed baseret på din aktive undervisningsdeltagelse, opgaver i løbet af semestret m.m.

Generelt var der meget liv på campus, og der var rig mulighed for at deltage i arrangementer med de andre studerende. På den måde kunne jeg også opleve det ungarske studieliv.

Hvilke forventninger havde du til dit udvekslingsophold, inden du tog afsted?
Jeg forventede, at det ville blive en udfordring at flytte til et land, hvor sproget er helt anderledes, end hvad jeg er vant til. Jeg var meget spændt på at begynde på et universitet i et andet land, og jeg forventede, at jeg skulle tilpasse mig noget helt nyt.

Hvordan har dit udvekslingsophold været, og blev dine forventninger indfriet?
Mit udvekslingsophold har været enormt spændende og lærerigt, og man kommer virkelig ud af sin komfortzone, især fordi jeg ikke kan snakke ungarsk (og aldrig kommer til det). Men med helt almindelige fraser kommer man langt. Jeg var meget positivt overrasket over niveauet af undervisningen, og hvor engageret både underviserne og de studerende var. 

Hvad har du lavet i din fritid?
Et sted, jeg virkelig oplevede den ungarske kultur, var i det træningscenter, jeg gik i. Det var en stor udfordring at deltage på hold, hvor alt foregik på ungarsk, især fordi ungarer ikke er lige så gode til engelsk, som vi er. Det var en sjov udfordring, fordi jeg fik lov til at opleve og observere kultur på en lidt anderledes måde. Derudover havde nogle venner og jeg en mandagstradition, hvor vi først tog ud og spiste pizza og derefter til open mic på en bar og så folk optræde.

Er der nogle oplevelser, du særligt gerne vil fremhæve?
Jeg synes, det var en rigtig fed oplevelse at rejse til byen Esztergom, hvor vi både kunne se den største kirke i Ungarn, men også kunne se og gå over til Slovakiet. Jeg var også på guidet tur i Parlamentet, som er en enestående bygning, der ligger ned til Donau. Det er enormt storslået og en særlig oplevelse.

Parlamentet

Vil du anbefale andre at tage på udveksling?
Jeg vil helt klart anbefale andre at tage på udveksling. Det giver et helt særligt indblik i kulturforskelle, og det tvinger virkelig en til at komme ud af ens komfortzone. Derudover er det en helt fantastisk oplevelse at få lov til at opleve et andet universitet og en anden undervisningskultur.

Floden Donau