AHN der smiler foran Accura.
Kom tættere på livet hos Accura

“Man skal turde tage ansvar og bruge sine kolleger”

Amanda overgik i februar 2021 til advokatfuldmægtig i Accuras Afdeling for Bank & Finans. Hun giver her et indblik i overgangen fra student til fuldmægtig og deler sit bedste tip til andre nye fuldmægtige.

Hvordan oplevede du dit forløb som legal trainee?
Mit forløb som legal trainee var meget lærerigt. Man lærer meget på studiet, men jeg har lært endnu mere fra mit arbejde som legal trainee.

Derudover var jeg meget glad for, at alle hos Accura behandler en, som en medarbejder på samme niveau som alle andre på trods af, at man blot er legal trainee. Jeg følte helt klart, at intentionen fra alle hos Accura er, at Accura gerne vil beholde sine studentermedarbejdere, når de engang bliver færdige med studiet.

Hvilke typer opgaver har du haft som legal trainee?
Jeg har især dykket ned i selskabsloven med fokus på generalforsamlinger, bestyrelser og selskabsdokumenter, hvor jeg har haft ansvar for også at udarbejde disse dokumenter.

Derudover har jeg været med til at foretage research til forskellige retssager. Det har været meget interessant at være med i vigtige diskussioner ift. retssagerne, og hvordan de bedst kan føres for vores klient.

Hvordan har din første tid som fuldmægtig været?
Den første tid som fuldmægtig har været meget lærerig. Jeg er blevet kastet direkte ud i det, og jeg har haft en meget stejl læringskurve. Jeg har fået tillagt meget ansvar allerede, men aldrig uden, at der altid står en mere erfaren kollega klar til sparring.

Derudover er alle mine kollegaer gode til at rose en for ens arbejde, så man altid fornemmer, at man er på vej den rigtige vej, og derved tør man tage mere ansvar.

Hvilke forventninger har du til de næste par år som fuldmægtig?
Jeg forventer at lære virkelig meget. Jeg kan mærke, hvor meget jeg allerede har lært, men derudover er der stadig utrolig meget mere at lære. De næste to år kommer helt sikkert ikke til at blive kedelige!

Har du et godt råd til andre, som enten står overfor at blive eller lige er blevet fuldmægtig?
Man skal være klar til at tage ansvar, og samtidig skal man være god til at tage fat i sine kollegaer, når man har brug for hjælp. Hvis man tør det, vil man kunne lære helt vildt meget af sin tid som fuldmægtig, og man vil derigennem blive en af landets dygtigste advokater.