EDH der spiller paddle.
Kom tættere på livet hos Accura

Jurastuderende, legal trainee og professionel sportsudøver – på en og samme tid

Hos Accura bakker vi op om medarbejdere, der dyrker sport på professionelt niveau. Her kan du møde Emil, der ved siden af jurastudiet og sit arbejde som legal trainee i vores Afdeling for Corporate & Commercial også er en del af det danske landshold i padel.

Kan du fortælle lidt om din karriere som padel spiller?
Jeg har spillet padel i 7-8 år, men det er først de seneste tre år, hvor det virkelig har taget fart. Nu træner jeg ca. 5 gange om ugen og deltager i så mange turneringer som muligt – både nationalt og internationalt.

Til dem, som ikke kender til sporten, så er padel en ketchersport, der kan beskrives som en blanding af tennis og squash. Idet padel er en forholdsvis ny sport i Danmark, har der indtil videre ikke været meget organiseret træning, men det er så småt på vej. Nu har vi månedlige landsholdssamlinger, og vi var med til VM i 2018 og EM i 2019.

Derudover spiller jeg for holdet “Propadel”, og vi er favoritter til at vinde Danmarks første holdturnering denne sæson.

Hvordan ser en typisk hverdag ud for dig ift. studie, arbejde og padel?
Jeg svømmer typisk inden studie/arbejde, hvilket fungerer som mit styrketræningspas. De dage, hvor jeg ikke arbejder, træner jeg ofte padel om formiddagen, når undervisningstidspunkterne tillader det. De dage, hvor jeg arbejder, træner jeg om aftenen.

Hvad er dine oplevelser med at dyrke professionel sport ved siden af arbejdet hos Accura, og er der noget, der har overrasket på godt og ondt?
Mine oplevelser har generelt været rigtig gode, hvilket hovedsageligt skyldes, at mine kolleger har vist stor interesse og bakket op omkring min træning. Den første hverdag efter hver turnering bliver der altid spurgt ind til, hvordan det er gået, og det virker super motiverende. Derudover har sundhedsudvalget hos Accura arrangeret ugentlig padeltræning. Så det virker som om, at folk synes, at det er en sjov sport.

Det skal ikke være en hemmelighed, at det er tidskrævende og kræver en del planlægning. Jeg har efterhånden lært ikke at lægge træningen kl. 17.15 de dage, hvor jeg arbejder. Jeg arbejder dog som udgangspunkt kun to dage om ugen, da jeg stadig er studerende, så jeg synes egentlig, at jeg generelt har rigeligt med tid til både at passe arbejdet og træningen ved siden af studiet.

Selvom jeg kun har været hos Accura i små fire måneder, så har jeg allerede mærket en stor opbakning fra mine kolleger, og det er min helt klare opfattelse, at de vil gøre alt for, at jeg kan få fri, når deltagelse i internationale turneringer bliver aktuelt igen.