Kom tættere på livet hos Accura

Fra Viden til Fast Ejendom

Hos Accura kan du allerede få et studiejob på første år af dit studie i vores afdeling for Viden. I Viden har man som studentermedhjælper mulighed for at prøve kræfter med en masse spændende opgaver for husets afdelinger. Det er en god måde at få indsigt i de forskellige fagområder, inden man selv skal til at specialisere sig.

Efter en lærerig tid i Viden er to af vores studenter Sebastian og Alfred rykket videre til Fast Ejendom, hvilket de giver et lille indblik i:

Da jeg så Fast Ejendoms jobopslag, var jeg først i tvivl, om det var for tidligt, men endte dog alligevel med at søge, da der jo nok ville gå noget tid, før muligheden bød sig igen. Det har jeg bestemt ikke fortrudt! Et nervepirrende moment var det dog, da den altid skarpe Alf havde søgt samme stilling. Det endte heldigvis med at blive en kæmpe fornøjelse og tryghed, da vi fik muligheden for at starte sammen,” fortæller Sebastian, stud.HA(jur.) hos Accura.

“Qua min tidligere stilling i Viden havde jeg allerede siden begyndelsen af min ansættelse haft mulighed for at få indblik i afdelingen og få bekendtskaber, hvilket blot bekræftede mig i, at det var den helt rigtige afdeling at søge mod. Hvis du interesserer dig for fast ejendom og de dertilhørende juridiske problemstillinger, er Accura som et af Danmarks førende advokathuse inden for området det helt rigtige sted at arbejde. Afdelingen er tilmed kendt for sin gode stemning og højt til loftet, så da der kom et stillingsopslag som studentermedhjælper var det med at slå til,” fortæller Alfred, stud.jur. hos Accura.

“Afdelingen har været meget imødekommende og behjælpelige med at gøre det faglige spring fra Viden til en juridisk afdeling lettere. Dagligdagen består nu af alt fra undersøgelsesopgaver vedrørende forkøbsrettens udløsende momenter til at skulle hjælpe med udarbejdelsen af et “closing memorandum”. Allerede kort tid efter jeg var startet, blev jeg endda også inviteret med ud for at overvære en markedslejesag i retten, hvor jeg havde forberedt noget af materialet. Det var en meget lærerig oplevelse, hvor jeg fx så deres tilgang til anvendelsen af de forskellige domme, og hvordan vidneforklaringer forløb i praksis,” fortæller Sebastian, stud.HA(jur.) hos Accura.