M&A-skatteprofil til Accuras afdeling for Skatter & Afgifter

Har du en solid erfaring med skatterådgivning og transaktioner, kan du hjælpe med at omsætte skattelovgivning til kommercielle løsninger, og vil du gerne være en del af en afdeling, hvor der er højt til loftet?

Om jobbet
Hos Accura har vi en fælles strategi om at være en advokatvirksomhed i vores egen liga inden for rådgivning i forbindelse med transaktioner. Vi er markedsledende, og det er vi blandt andet i kraft af et tæt samarbejde imellem vores tre store transaktionsenheder M&A, Fast Ejendom og Renewable Energy, og vores dedikerede specialistafdelinger.   

Accuras afdeling for Skatter & Afgifter spiller derfor en vigtig rolle i Accuras ambition om at være førende inden for rådgivning om transaktioner. Afdelingen deler resten af Accuras stærke fokus på transaktioner, hvilket giver en helt særlig kultur, tilgang til rådgivningen og fokus i processer og ydelser.

For at underbygge afdelingens ambitioner og fastholde afdelingens position som et integreret og proaktivt led i Accuras rådgivning af kunder og håndtering af transaktionsprocesser, ønsker vi at styrke afdelingen med endnu en ambitiøs profil inden for M&A skatterådgivning.

Vi assisterer en lang række danske og internationale koncerner, private equity og venture fonde, finansielle institutioner og pensionskasser, ejendomsselskaber mv.

Vi lægger vægt på at formidle komplekse skattemæssige overvejelser så enkelt og operativt som muligt. På den måde bidrager vi til, at vores klienter får det bedste afsæt for gennemførelsen af de ønskede kommercielle beslutninger. Vi er kendt for at arbejde hurtigt og fokuseret på at skabe løsninger.

Vi yder erhvervsorienteret skattemæssig rådgivning med særligt fokus og spidskompetence inden for:

  • Transaktioner inden for bl.a. M&A, Fast Ejendom, Finansiering og Renewable Energy
  • Koncern- og investeringsstrukturer, herunder omstruktureringer og fund formation
  • Etablering og håndtering af MIP, MPP, ESOP og andre former for incitamentsordninger

Du vil få selvstændigt ansvar for at drive de skattemæssige aspekter i transaktionerne og en direkte og tæt kontakt til klienterne og vil indgå i et ungt og teamorienteret miljø, der sikrer din udvikling og trivsel i det daglige. Og du kommer til at samarbejde tæt med en række af vores øvrige jurister, der alle arbejder med rådgivning af danske og internationale erhvervskunder.

Hvad tilbyder vi?

  • Accura tilbyder et udviklende job i en dedikeret erhvervsadvokatvirksomhed med en flad organisation og 500+ medarbejdere, hvor faglig og personlig udvikling prioriteres højt. Vi tror på, at forskellighed og fællesskab giver de bedste forudsætninger for dynamisk og nytænkende rådgivning. Tempoet er højt, stemningen er positiv, og der er kort fra idé til handling.
  • Vi har attraktive løn- og ansættelsesvilkår med overtidsbetaling i forholdet 1:1 for samtlige timer, der ligger ud over den ugentlige arbejdstid på 37 timer, ekskl. frokost. Du deltager i vores obligatoriske sundheds- og pensionsordning. Vi har en fantastisk frokostordning, sociale arrangementer, Accura Academy, som har kurser, der understøtter din videre udvikling, og meget andet

Du kan læse mere om os på Accura.dk

Om dig:

  • Du er uddannet cand.jur., cand.merc.(jur.) eller cand.merc.aud.
  • Du har omfattende erfaring med skatterådgivning i forbindelse med transaktioner, eksempelvis fra et advokat- eller revisionsfirma eller en privat virksomhed.
  • Du ønsker at indgå i et uformelt og velfungerende skatteteam og tage ansvar for at drive teamets sager og udvikling.
  • Du har et højt fagligt niveau og evnen til at omsætte kompliceret stof til konkret rådgivning i en kommerciel sammenhæng.
  • Du er god til at kommunikere, har gennemslagskraft og er troværdig.
  • Du taler og skriver engelsk på et højt niveau.

Hvad gør du nu?
Send en ansøgning hurtigst muligt via linket i denne stillingsannonce, og vedhæft dit CV, eksamensbevis og karakterer/karakterudskrift. Vi holder løbende samtaler.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte Partner Poul Erik Lytken på [email protected], eller ringe til HR business partner Birgitte Feldtskov på tlf: 3945 0159