Den franske multinationale producent og leverandør af byggematerialer Saint-Gobain har via sin danske distributionsafdeling Saint-Gobain Distribution Denmark indgået en aftale om køb af den danske el-grossistvirksomhed “Jens A.” (Jens A. Jacobsen, Aalborg A/S).
Jens A. har siden stiftelsen i 1952 været en familieejet virksomhed og har domicil i Aalborg og Slagelse. Virksomheden er en mangeårig specialist i el-materiel, belysningsteknik og automatikløsninger. Jens A. sælger og distribuerer produkter inden for el-branchen og leverer teknisk rådgivning til sine kunder.
Med opkøbet bliver Jens A. en del af Saint-Gobains danske distributionsforretning, der blandt andet omfatter den markedsledende VVS-grossist Brødrene Dahl og VVS-, ventilations- og trædivisionerne Zupply, Øland og Protræ, som tilsammen beskæftiger over 1.150 medarbejdere.
Accura rådgav Saint-Gobain Distribution Denmark i forbindelse med transaktionen.