PKA og Lars Larsen Group har indgået en aftale om et partnerskab, hvor Lars Larsen Group køber en ejerandel på 25% i kapitalforvalteren IIP Denmark, som ejes af PKA. Aftalen betyder også, at Lars Larsen Group frem mod 2032 vil investere minimum DKK 7,5 mia. i IIP Denmarks fonde.
IIP Denmark er en uafhængig forvalter af private equity-investeringer, der blev grundlagt i 2012 og forvalter DKK 100 mia. på vegne af PKA’s medlemmer. Desuden forvalter IIP Denmark også kapital fra den Grønlandske pensionsfond SISA og andre eksterne investorer.
PKA er en af Danmarks største pensionskasser, der administrerer arbejdsmarkedspensioner for forskellige faggrupper. Selskabet blev stiftet i 1954 og er ejet af dets 360.000 medlemmer. På vegne af medlemmerne forvalter PKA investeringer på over DKK 500 mia. som blandt andet investeres i vind- og solenergi og FN’s bæredygtighedsmål.
Lars Larsen Group er ejet af familien Brunsborg, der er efterkommere af Lars Larsen, som grundlagde Jysk i 1979. Lars Larsen Group, der blev etableret i 2020, ejer flere virksomheder og er også aktive investorer i fonde, ejendomme og aktier.
Accura rådgav PKA i forbindelse med partnerskabet.