Den danske ingeniørvirksomhed OJ Rådgivende Ingeniører er blevet solgt til Sweco Danmark.
OJ Rådgivende Ingeniører blev etableret i 1946 og er i dag en af landets toneangivende ingeniørvirksomheder med stærke kompetencer inden for de klassiske ingeniørdiscipliner og fokusområder, som bl.a. bygherrerådgivning, energi- og indeklima, geo- og miljøteknik samt brandrådgivning til private og offentlige kunder.
OJ Rådgivende Ingeniører er partnerdrevet og tæller i dag 325 medarbejdere fordelt på ni kontorer og flere projektkontorer. Medarbejderne er hovedsageligt ingeniører og specialister. Både modervirksomheden OJ Rådgivende Ingeniører og dattervirksomheden OJ Brandrådgivning blier overdraget til Sweco som led i transaktionen.
Sweco Danmark har 1.500 medarbejdere fordelt på kontorer i 13 byer og rådgiver om alle arkitekt- og ingeniøropgaver og leverer ofte projekterne som integreret rådgivning. Sweco Danmark er en del af Sweco, som er Europas førende arkitekt- og ingeniørvirksomhed med mere end 21.000 medarbejdere i 13 lande og med projekter i mere end 70 lande verden over.
Med opkøbet øger Sweco antallet af specialister inden for byggeri og styrker sin landsdækkende position.
Accura rådgav OJ Rådgivende Ingeniører i forbindelse med transaktionen.