Det danske entreprenørselskab Enemærke & Petersen, der er ejet af MT Højgaard, har købt entreprenør- og tømrervirksomheden Raunstrup.
Overtagelsen omfatter de 3 driftsselskaber Raunstrup Byggeri, Raunstrup Bygningsservice og Raunstrup Tømrer.
Raunstrup beskæftiger i alt mere end 300 medarbejdere på hovedkontoret i Aarhus og i afdelingerne i Randers, Silkeborg, Vejle, Odense og København.
Enemærke & Petersen er markedsledende inden for renovering af almene boliger og har omfattende erfaring med renovering af bl.a. skoler, hospitaler, daginstitutioner og andels- og ejerforeninger.
Med overtagelsen af Raunstrup udbygger Enemærke & Petersen sin forretning i Øst- og Midtjylland samt på Fyn, hvor Raunstrup har en stærk markedsposition. Derudover vil købet også styrke Enemærke & Petersens aktiviteter inden for bygningsservice.
Den daglige ledelse i Raunstrup fortsætter efter overtagelsen, ligesom også Raunstrup-navnet bibeholdes.