Polaris’ porteføljeselskab G&O Maritime Group har købt Hans Jensen Lubricators.
Hans Jensen Lubricators er verdens førende leverandør af cylindersmøreapparater til 2-takts marinedieselmotorer og har sin egen udviklings-, produktions- og serviceorganisation.
Hans Jensen Lubricators har siden stiftelsen i 1917 været ejet af familien Hans Jensen, og den nuværende ledelse er fjerde generation i selskabet. Virksomheden beskæftiger 87 ansatte på hovedkontoret i Hadsund og på kontorer i Singapore og Shanghai.
Hans Jensen Lubricators fortsætter under eget navn som en del af G&O Maritime Group. De nuværende ejere beholder en ejerandel på ca. 15% af virksomheden.
G&O Maritime Group er en førende leverandør af nicheprodukter til den maritime industri, herunder rederier, skibsværfter og motorproducenter. Virksomheden blev købt af kapitalfonden Polaris i 2021.
Accura rådgav G&O Maritime Group i forbindelse med transaktionen.