Den danske ejendomsforvalter DEAS Gruppen er blevet valgt af Aberdeen Standard Investments (ASI) som den foretrukne partner til at overtage selskabets asset management-aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
DEAS Gruppen er blevet udvalgt efter en grundig due diligence-proces.
Den forventede aftale betyder, at DEAS Gruppen overtager forvaltningen af en nordisk portefølje på 132 ejendomme inden for kontor, lager/logistik, retail og boliger.
Samtidig har ASI til hensigt at vælge DEAS Asset Management til at udføre asset management i Norden på vegne af ASI’s europæiske og globale fonde.
DEAS Gruppen forventes at overtage asset management-aktiviteter fra ASI for EUR 4 mia., hvilket vil forøge DEAS Gruppens AUM til EUR 8,2 mia.
Den endelige aftale forventes indgået i første halvår af 2021 efter konsultationer med svenske fagforeninger og godkendelser fra diverse interne bestyrelser. Dernæst skal handlen godkendes af de relevante myndigheder.
Accura er rådgiver for DEAS Gruppen i forbindelse med den forventede overdragelse af asset management-aktiviteter fra ASI.