Zhong Neng havvindmølleparken

Alle vindmøller installeret i havvindmølleparken Zhong Neng i Taiwan

Scroll
Case

Alle vindmøller installeret i havvindmølleparken Zhong Neng i Taiwan

Alle 31 Vestas-vindmøller er nu installeret i det 300 MW store havvindmølleprojekt Zhong Neng, der ligger ud for Changhuas kyst i Taiwan.

Opførelsen af projektets havvindmøller begyndte i marts 2023, og den første strøm blev produceret i juni 2024. Vindmølleparken forventes at være oppe på fuld produktion senere på året, og når den er i fuld drift, vil der blive leveret ren energi til ca. 300.000 husstande i Taiwan fra projektet.

Taiwan-baserede China Steel Corporation (“CSC”) og Copenhagen Infrastructure Partners (“CIP”) har sammen udviklet projektet, og det er Copenhagen Offshore Partners (“COP”), der står i spidsen for udviklingsaktiviteterne på vegne af partnerne.

Accuras afdeling for Renewable Energy har ydet bistand i forbindelse med projektet i mere end fire år, både fra København og fra projektkontoret i Taipei. Vi er stolte af at støtte projektet, CIP og COP gennem den tidlige udviklingsfase, udførelsesfasen og videre til driftsfasen.

CIP og dets partnere har på nuværende tidspunkt fem havvindmølleprojekter i Taiwan under udvikling, udførelse og drift med en samlet kapacitet på ca. 1.900 MW. Accura bistår CIP og COP på alle fem projekter.