Nyhed

Accura opruster og styrker sin position inden for rekonstruktion og insolvens

Accura øger sit fokus på rekonstruktion og insolvens og etablerer samtidig M&A restructuring som et nyt forretningsområde. Partnerkredsen udvides med en markant profil i markedet.

Accura har besluttet at styrke sit område inden for insolvens og udbygge sin eksisterende forretning. Accura har samtidig besluttet at fokusere på opbygningen af forretningsområdet M&A Restructuring.

Til at stå i spidsen for dette arbejde er det lykkedes at tiltrække advokat og partner Søren Aamann Jensen. Søren er bredt anerkendt som en af de mest erfarne og skarpeste rådgivere inden for rekonstruktion og insolvens og har gennem sin karriere været rådgiver i en lang række af de største og mest komplekse rekonstruktioner og konkursboer i Danmark.

Thomas Weincke, der er partner og bestyrelsesformand i Accura, ser frem til at byde Søren velkommen:

“I Accura har vi altid haft en fokuseret strategi centreret omkring rådgivning inden for komplekse og strategisk vigtige sager, og rekonstruktion og insolvens er en vigtig del af den strategi. Søren har netop det kommercielle og løsningsorienterede mindset, som er en del af vores DNA. Vi er derfor meget glade for og stolte over, at Søren har sagt ja til at indtræde som indehaver i Accura. Vi ønsker med etableringen af M&A restructuring som et nyt forretningsområde at styrke vores i forvejen markante position inden for transaktioner og vores rolle som betroet rådgiver for vores kunder,” siger Thomas Weincke.

Søren Aamann Jensen ser frem til et nyt kapitel i sin karriere:

“Skiftet til Accura er et udtryk for et stort ønske om at være med til at opbygge et nyt forretningsområde til rådgivning af transaktionskunderne samtidig med, at jeg fastholder og udbygger min eksisterende position inden for rekonstruktion og insolvens. Jeg har igennem længere tid fulgt Accuras imponerende udvikling, og jeg er tiltrukket af Accuras agile måde at drive virksomhed og tilgå markedet for juridiske ydelser på. At jeg nu bliver en del af Accura og sammen med Accuras team skal udvikle et nyt område inden for min kernekompetence, ser jeg som en naturlig del af min ambition om konstant at udvikle mig og min forretning,” siger Søren Aamann Jensen.

Kontakt bestyrelsesformand og partner Thomas Weincke på tlf. 3078 6678 for yderligere information.