Som fuldmægtig hos Accura oplever du en stejl læringskurve – særligt ved store og komplekse sager. Emilie, erhvervsjuridisk fuldmægtig i M&A, blev inddraget, da Accura rådgav EQT i forbindelse med salget af Fertin Pharma til Phillip Morris International for DKK 5,1 mia. Det giver hun os et lille indblik i her, hvor hun fortæller om, hvad det indebærer at være fuldmægtig på en stor, international transaktion og ikke mindst, hvad hun har lært af det.
Hvordan var det at være med på Fertin Pharma-sagen?
Allerede efter få dage som ansat hos Accura, og som mere eller mindre grøn inden for M&A-området, blev jeg introduceret til Fertin Pharma-sagen. Da jeg har været en del af sagen det sidste halve år, har jeg været med i en stor del af processen, helt fra opbygning og strukturering af datarum til signing, der fandt sted for få uger siden. Det har været en meget spændende, lærerig og til tider intens proces.
Hvad gjorde størst indtryk på dig?
Én af de ting, der har gjort størst indtryk på mig, er, hvor vigtigt teamwork er i en så stor proces, da der til tider har været korte deadlines, som skulle nås i fællesskab. I den forbindelse kan også nævnes samarbejde på tværs af husets afdelinger, hvor specialistafdelingerne, herunder særligt IPR (Intellectual Property Rights), har stået til rådighed for diverse spørgsmål i tide og utide. Det har været helt uundværligt.
Hvad har din rolle været?
Min rolle har varieret en del, som processen er skredet frem, men en ting, der er gået igen over hele processen, er koordinering og dermed intern kommunikation med husets specialistafdelinger og ekstern kommunikation med særligt klienten og det M&A-rådgivningshus, der blev brugt på transaktionen.
Hvad har du lært ved at have været med ind over netop denne sag?
Jeg har blandt andet lært om værdien af gode kolleger, og at der altid er en åben dør og plads til spørgsmål – selv på de mest hektiske dage, hvilket jeg finder meget værdifuldt. Samtidig har det været enormt lærerigt at arbejde sammen med dygtige og ambitiøse kolleger, der prioriterer at lære fra sig. I den forbindelse kan jeg i sandhed sige, at jeg sjældent i mit liv har befundet mig på en læringskurve, der blev ved med at gå så stejlt opad som i den tid, jeg har hjulpet på Fertin Pharma-sagen det sidste halve år.