Anders Moseholm

MALERIER I MØDELOKALE 1,4,6,9 OG 11

OM KUNSTEREN
Anders Moseholm er født i 1959 og har gået på det Kongelige Kunstakademi i København 1989-1996 og School of Visual Arts i New York i 1994. Han har altid kombineret billedkunsten med at spille guitar, da lighederne i grundelementerne i musik og billedkunst supplerer hinanden. I sine tidlige år var Moseholm inspireret af amerikanske abstrakte ekspressionister og deres fokus på brug af farver. Senere har Moseholm eksperimenteret med reflektive figurative malerier.

Moseholm har samarbejde med gallerier som Specta, Galleri Leger i Sverige og Franz Pedersen og har haft soloudstillinger på bl.a. Vejle Kunstmuseum, Skive Kunstmuseum, Sønderjyllands Kunstmuseum, Sophienholm og senest på Silkeborg Bad og Kastrupgårdsamlingen.

Accura har i alt fem Anders Moseholm-værker hængende.

OM VÆRKERNE

På maleriet ses to sorte chimpanser på gulvet som et surreelt indbrydende element i den Versailles-overdådige, lysekroneglitrende balsal. Maleriet handler om to mønsterbrydere i et æstetisk system repræsenteret ved barokarkitekturen – aberne bryder jo gulvets mønster op.

Maleriet handler om at tvinge nostalgien ud af et historisk tilbageskuende system ved at skabe et “clash” ved brug af en industriel farve, Ferrari-rød, så vi kan se systemet på en ny måde. Det er ikke en ironisk kommentar, men en måde at skabe en klarhed for øjet og en ny oplevelse af skønheden af et historisk konservativt rum, som her er balsalen fra slottet i Versailles.

På maleriet er mennesket skiftet ud med et mindst lige så komplekst væsen, giraffen, som befinder sig i en ankomsthal præget af klassisk menneskeskabt arkitektur. Giraffen finder en anden vej end den menneskelige rationelle, hvor vi skal hurtigst muligt fra A til B. En vej, hvor den næsten æstetisk smelter sammen med omgivelserne uden helt at forsvinde. Ankomsthallen er her noget i sig selv og ikke et sted, vi bare skal passere igennem – måske er hver dag en ankomst.

I maleriet er vi på et gammelt bibliotek, hvor man fornemmer, at alverdens viden er samlet. Den buede loftshvælving med udsmykninger, som man kun kan ane, men som sikkert henviser til alverdens store bedrifter eller til kulturens ophav, understreger rummets karakter som en fornem videnbastion. Men midt i hvælvingens hvidlige struktur anes en pludseligt indbrydende rød figur, en abe, der med sin absurde, underligt påmalede tilstedeværelse skaber grus i maskineriet.

Maleriet er inspireret af den abstrakte måde, vi orienterer os på i det urbane landskab, som har utroligt mange fællestræk med vores generelle væren og kommunikation i vores nutid. Vi ses ofte ikke fysisk, men via internettet. Vi betragter det som en stor kvalitet, når det er nemt og hurtigt. Det gælder også, når vi bevæger os fra A til B i byens rum. Det er ikke-fysisk og bundet op på koder og tegn – en sprogliggørelse bundet op på internettets præmisser, selvom der er tale om konkrete, fysiske bevægelser, der måske i virkeligheden ville være af stor værdi for os som bioorganismer at erfare direkte.