Spotter du grammatiske fejl på lang afstand, og kribler det i fingrene for at rette dem? Har du interesse for juridisk engelsk og oversættelse, og kunne du tænke dig at blive en del af et af Danmarks førende advokathuse? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Sprog.
Jobbet
Du bliver en del af Accuras sprogfunktion og får husets to nuværende translatører som dine kolleger. Sprogfunktionen leverer en bred vifte af sproglige ydelser til huset, fx oversættelse og korrekturlæsning. Vi understøtter både de juridiske afdelinger, herunder M&A, fast ejendom, konfliktløsning samt bank- og finansieringsret, og de administrative funktioner, herunder markedsføring og HR. Sprogfunktionen står desuden for Accuras sprogpolitik og udarbejdelsen af termlister og fungerer som sproglig “hotline” for huset.
Du vil indgå i et ungt og teamorienteret miljø, der sikrer din udvikling og trivsel. I det daglige kommer du til at samarbejde tæt med både jurister og husets administration.
Derudover bliver du en del af Accuras samlede studenterteam på ca. 80 personer, som du kommer til at lære godt at kende gennem sociale og faglige arrangementer på tværs af huset.
Din arbejdsdag
Vi tilbyder fleksibilitet i forhold til planlægning af dine arbejdsdage, så det kan passe bedst muligt med dine studieaktiviteter. Din arbejdsdag vil bestå i at understøtte sprogfunktionen og huset med en lang række forskelligartede opgaver, herunder:
- at foretage termsøgninger
- at udbygge og vedligeholde termbaser
- at foretage forberedende arbejde til oversættelser
- at vedligeholde oversættelseshukommelser
- at udføre sprogrevisioner og oversættelser særligt for administrationen, fx webnyheder og SoMe-opslag
- at besvare hotlinespørgsmål
- at skrive indlæg om sprogbrug til intranettet
- at vedligeholde sprogfunktionens intranetside
- at varetage kontakten til underleverandører (eksterne translatører).
Vi forestiller os, at du:
- læser en relevant uddannelse, fx cand.mag. i engelsk eller bacheloruddannelsen international virksomhedskommunikation
- er meget dygtig til skriftlig fremstilling og mundtlig kommunikation på både dansk og engelsk
- har snuset til sprogteknologiske værktøjer (det er en fordel, men ikke et krav)
- tager ansvar for dine opgaver og er nysgerrig på at lære mere og blive fagligt udfordret
- er en holdspiller, der udstråler arbejdsglæde og godt humør, og som gerne vil bidrage til fællesskabet.
Hvad tilbyder vi?
Accura tilbyder et fleksibelt og udviklende job på 15 timer om ugen i en dedikeret erhvervsadvokatvirksomhed med en flad organisation og +500 medarbejdere, hvor vi prioriterer faglig og personlig udvikling højt.
Vi har attraktive løn- og ansættelsesvilkår, herunder overtidsbetaling, obligatorisk pensionsordning og sundhedsordning. Du har også mulighed for at tilmelde dig vores bogkøbsordning for studerende. Du får mulighed for at arbejde mere i ferier og arbejde mindre ved eksamenslæsning og skrivning af bacheloropgave og speciale. Vi prioriterer din udvikling højt, og du får bl.a. mulighed for at deltage i kurser på Accuras interne uddannelsesforløb Accura Academy. Læs mere om, hvordan vi investerer i dig som studerende på vores studenterunivers.
Vi holder til i et moderne og innovativt domicil på Trælastholmen i Nordhavn, hvor vi har Orientkaj metrostation som nærmeste nabo.
Hvad gør du nu?
Send en motiveret ansøgning hurtigst muligt via linket i denne stillingsannonce, og vedhæft dit CV, dine eksamensbeviser og karakterer. Vi afholder løbende samtaler. Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at ringe til junior HR business partner Olga Wittenborg på + 45 3945 0576.