AI- og digitaliseringsprogramleder

Ønsker du at arbejde i et miljø med gode kolleger, høje ambitioner og spændende digitaliseringsopgaver? Så skal IT-teamet hos Accura måske være dine nye kolleger!

Vi leder efter en AI- og digitaliseringsprogramleder til at drive værdiskabelse via vores strategiske AI- og digitaliseringsprogram. Dette er en nyoprettet stilling.

Som AI- og digitaliseringsprogramleder vil du spille en central rolle i at definere, hvordan vi arbejder med AI og digitalisering. Du vil sikre fremdriften i vores initiativer og projekter fra idé til værdirealisering i et bredt samarbejde med interne og eksterne interessenter.

Dine primære arbejdsopgaver bliver at:

  • drive udvikling og implementering af governance-strukturen og beslutningsprocesser i AI- og digitaliseringsprogrammet i tæt samarbejde med gode kolleger og IT-chefen
  • planlægge og koordinere AI- og digitaliseringsprogrammet
  • drive AI- og digitaliseringsforaene
  • overvåge og evaluere fremskridt og resultater af initiativer og projekter
  • rapportere status og resultater til ledelse og interessenter
  • lede forandringsprocesser, der sikrer succesfuld værdiskabelse af initiativer og projekter.

Vi forestiller os, at du:

  • har en bachelor- eller kandidatgrad inden for projektledelse, programledelse eller lignende
  • er formelt uddannet inden for projekt- og/eller programledelse
  • har erfaring med projektledelse i en AI-, IT- og/eller digitaliseringskontekst
  • er dygtig til at kommunikere komplekse tekniske emner til ikke-tekniske interessenter.

Hvad tilbyder vi?
Du vil blive en del af en arbejdsplads, hvor vi er ambitiøse og prioriterer udvikling. Vi lægger vægt på samarbejde, ordentlighed og et godt arbejdsmiljø.

Din ugentlige arbejdstid er 37 timer ekskl. frokost og ligger som hovedregel mandag-fredag i tidsrummet 8.00-17.00. Vores arbejdstid kan lejlighedsvist være uden for kontorets åbningstider. Vi har gode ansættelsesforhold med bl.a. overtidsbetaling, hvor du kan vælge at få udbetalt de ekstra timer, vi forventer, der er, eller bruge dem til afspadsering og/eller ferie. Vi har desuden mange sociale arrangementer, frokostordning, sundhedsforsikring, og allerbedst er vores unikke sammenhold!

Hvem er Accura?
Accura er et af Danmarks førende erhvervsadvokathuse og er markedsledende inden for transaktioner.

I Accura løfter vi i flok og spiller hinanden bedre. Som et vigtigt element i Accuras strategi har vi valgt at sætte fokus på ledelse og arbejder løbende på at udvikle os på dette område. Dette sker i erkendelse af, at forholdet til den nærmeste leder er helt afgørende for trivsel, motivation, udvikling og tiltrækning af dygtige medarbejdere.

Vi bor i et moderne og innovativt domicil på Trælastholmen i Nordhavn, hvor vi har Orientkaj metrostation som nærmeste nabo.

Er ovenstående interessant for dig?
Hvis ja, send en ansøgning hurtigst muligt via linket i denne stillingsannonce, og vedhæft dit CV og relevante papirer. Vi afholder løbende samtaler med forventet opstart i uge 32. Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at ringe til IT-chef Thomas Niels Larsen på +45 2686 9316.