Aktionærerne i SiteCover har solgt virksomheden til Kirk Kapital.
SiteCover udlejer patenterede totaloverdækninger til byggepladser, der beskytter mod regn og blæst. Overdækningen er en selvbærende struktur i op til 30 meters højde, som kan dække hele byggepladsen, og som samtidig har indbyggede traverskraner i tagkonstruktionen til løfteopgaver. Blandt kunderne er bygherrer som A.P. Møller Maersk, Novo Nordisk, Dansk Erhverv og NREP.
SiteCover blev grundlagt i 2012 af Jacob Maintz og Claus Vilhelm Hansen. Jacob Maintz og Martin Svane fortsætter som medejere af køberselskabet og som henholdsvis adm. direktør og driftsansvarlig i virksomheden. De sælgende aktionærer inkluderer private investorer Svend Erik Kriby og Claus Vilhelm Hansen samt Welfare Tech Invest.
Kirk Kapital er et familieejet investeringsselskab med et langsigtet fokus på strategiske minoritetsinvesteringer i markedsledende virksomheder i Skandinavien. Virksomheden blev grundlagt af Kirk Johansen-familien, der er efterkommere af LEGO-grundlæggeren Ole Kirk Christiansen. Kirk Kapital har 18 aktive strategiske investeringer og forvalter ca. EUR 3,5 mia.
Med investeringen ønsker Kirk Kapital at understøtte SiteCovers store vækstpotentiale og accelerere væksten yderligere i de kommende år.
Accura rådgav sælgerne af SiteCover i forbindelse med transaktionen.
Foto: Sitecover