Datacentralen SDC er blevet solgt til Netcompany for DKK 1 mia.
Netcompany vil foretage opkøbet gennem det nystiftede selskab Netcompany Banking Services A/S, der fusionerer med SDC og bliver et fuldt ejet datterselskab til Netcompany.
SDC blev stiftet i 1963 og er specialiseret i at levere omfattende IT-løsninger til den finansielle sektor i hele Norden, herunder kernebanksystemer, digitale bankløsninger og compliance-værktøjer. SDC er ejet af sine kunder og brugere, som udgør et stort antal mindre og mellemstore pengeinstitutter.
SDC har hovedkvarter i Ballerup og beskæftiger 980 medarbejdere i Danmark, Norge og Polen.
Netcompany er en førende IT-serviceleverandør, der leverer IT-løsninger til den offentlige og den private sektor og har et stærkt fokus på den digitale transformation i Europa. Netcompany, der blev grundlagt i 2000, har hovedkvarter i København og mere end 8.000 medarbejdere i 9 lande.
I samspil ønsker Netcompany og SDC nu at skabe et nybrud for hele bankmarkedet ikke bare i Danmark og Norden, men på sigt i hele Europa.
Transaktionen er betinget af sædvanlige myndighedsgodkendelser og forventes afsluttet i løbet af 2. kvartal 2025.
Accura bistod pengeinstitutterne i deres egenskab af ejere af og kunder hos SDC i relation til salget af SDC. Accura bistod og bistår fortsat pengeinstitutterne med forhandling af ny outsourcingaftale og projektaftaler samt etablering af governance.