Afatek

Scanmetals køber aktiemajoriteten i Afatek

Scroll
Case

Scanmetals køber aktiemajoriteten i Afatek

Scanmetals A/S (“Scanmetals”) har erhvervet en kontrollerende aktiepost på 70% i Afatek A/S (“Afatek”). De eksisterende aktionærer: AffaldPlus, ARGO, Norfors, REFA og Vestforbrænding fastholder en ejerandel på 30% i Afatek.

Afatek er en førende aktør inden for behandling og genanvendelse af slagge fra forbrændingsanlæg. Ved effektivt at genvinde værdifulde ressourcer fra restaffaldsprodukter sikrer Afatek, at materialer kan genbruges til nye anvendelser som fx produktion af metalprodukter eller som erstatning for grus i anlægsprojekter. Denne metode har en positiv betydning for den cirkulære økonomi og er med til at reducere drivhusgasudledninger. Afatek har hovedkontor i København og vil fremover fortsætte med at operere fra sine lokationer med virksomhedens nuværende medarbejdere.

Med opkøbet styrker Scanmetals sin position i Danmark. Scanmetals kan positionere den samlede virksomhed som førende inden for genvinding af metaller og andre ressourcer fra slagge og samtidig bane vejen for yderligere innovation og ekspansion. Det understøtter Scanmetals’ langsigtede mål om at fremme den cirkulære økonomi gennem bæredygtige og innovative metoder inden for metalgenanvendelse og ressourcegenvinding.

Scanmetals blev grundlagt i 2009, har hovedkontor i Kirke Stillinge og er en internationalt anerkendt behandler af ikke-jernholdige metaller udvundet fra slagge genereret af forbrændingsanlæg. Virksomhedens anerkendte og førende sorteringsevner anvender en unik, miljøvenlig tør proces til at rense og genvinde ikke-jernholdige metaller fra slagge. Virksomheden har næsten 200 medarbejdere og aktiviteter i Danmark, Tyskland, Storbritannien og Spanien.

Accura rådgav Scanmetals i forbindelse med transaktionen.