Det familieejede investeringsselskab MS2 Invest har købt aktiemajoriteten i Brand Institute Group, som bl.a. ejer Nordeuropas største modelbureau Le Management og er kapitalejer i den succesfulde og hurtigt voksende smykkevirksomhed Lié Studio. Med opkøbet styrker MS2 Invest sin position som en central aktør på den danske investeringsscene og udvider samtidig sin portefølje til at inkludere mode- og livstilsbranchen.
Brand Institute Group, som er en konsolidering af den succesfulde Le Management-koncern, er en fremadstormende koncern med fokus på mode, livsstil og kreativ ledelse. Koncernen beskæftiger i dag over 100 medarbejdere og er bl.a. enekapitalejer i Le Management.
Le Management blev grundlagt i 2010 af Jannick Lyneborg-Lindberg og Martin Lyne og er i dag Nordeuropas største modelbureau, som repræsenterer mere end 1.500 modeller via kontorer i Aarhus, København, Stockholm, Oslo og Hamborg.
Brand Institute Group omfatter desuden managementbureauerne Le Management Society og Le Management Kids og PR-bureauet HOOD Agency, der bl.a. har multinationale kunder og konglomerater i porteføljen.
Brand Institute Group er derudover kapitalejer i det succesfulde smykke- og livstilsbrand Lié Studio, som blev etableret i 2021 af tvillingerne Amalie og Cecilie Moosgaard, der begge er succesfulde modeller og influencere. Lié Studio oplever en meget kraftig vækst og forventer i 2024 en fordobling af salget sammenlignet med 2023.
En væsentlig del af den fremtidige strategi for Brand Institute Group er at udvide sin internationale tilstedeværelse. Med planer om at åbne kontorer i blandt andet Holland og Spanien sigter koncernen mod at udnytte de muligheder, der ligger i at overføre deres succesfulde forretningsmodel til nye markeder. Ambitionen er dermed at accelerere koncernens internationale tilstedeværelse og understøtte etableringen af nye internationale vækstvirksomheder.
MS2 Invest er et danskejet privat investeringsselskab, som investerer bredt og således både i produktion, handel og service. MS2 Invest har i dag en bred portefølje, der spænder over flere sektorer, og har specialiseret sig i langsigtede investeringer, hvor der arbejdes aktivt med udviklingen af porteføljeselskaberne gennem bl.a. strategisk rådgivning, virksomhedsledelse og kapital. Med en samlet omsætning på DKK 1,7 mia. og over 1.000 ansatte på tværs af sine investeringer er MS2 Invest dermed en central aktør på den danske investeringsscene.
Accura rådgav MS2 Invest i forbindelse med transaktionen.