Den danske teknologivirksomhed Kvasir Technologies (“Kvasir”) har rejst EUR 2,15 mio. i kapital fra tech- og impactfonden VÅR Ventures og A.P. Møller-Maersks venturearm, Maersk Growth.
Med denne kapitalrejsning har Kvasir rejst næsten EUR 7 mio. det seneste år, herunder støtte på EUR 2,5 mio. fra Det Europæiske Innovationsråd (EIC) og forskellige andre projekttilskud.
Kvasir har udviklet en banebrydende teknologi til at producere klimavenligt brændstof til industrier, der er vanskelige at dekarbonisere. Virksomheden konverterer ikke-spiselig affaldsbaseret biomasse til en 1:1 erstatning for fossilt brændstof på en enkel, bæredygtig og skalérbar måde.
Kvasirs teknologi kan bl.a. benyttes i den maritime sektor, hvor Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) har fastsat CO2-reduktionsmål på 40% i 2030 og 50% i 2050 for shippingindustrien. Kvasirs løsning kræver ikke ombygning af eksisterende skibe eller investering i nye fartøjer, der er egnede til alternative brændstoffer.
Foruden den maritime sektor, som Kvasirs løsning oprindeligt er rettet mod, er Kvasir ligeledes i gang med at afprøve teknologien til at udvikle bæredygtige flybrændstoffer.
Kvasir blev grundlagt i 2018 af Joachim B. Nielsen og Anders B. Kristoffersen og er et spin-out fra Danmarks Tekniske Universitet. Virksomhedens 15 ansatte driver pilotaktiviteter i Danmark og USA og planlægger etableringen af det første demoanlæg i Fredericia.
Finansieringen vil blive brugt til at fremskynde realiseringen af den lovende teknologi.
Accura rådgav Kvasir Technologies i forbindelse med investeringen.