Den danske softwarevirksomhed Encode er blevet solgt til den norske kapitalfond Viking Venture.
Encode leverer digitale marketingløsninger til bl.a. detailvirksomheder og reklame- og marketingbureauer. Virksomhedens cloud-baserede løsninger optimerer kundernes marketingindsats ved at digitalisere det overordnede marketing workflow og effektivisere skabelsen af indhold til forskellige medier.
Encode blev grundlagt i 2001. Virksomheden har fem kontorer på globalt plan, herunder i London og Madrid. Hovedkvarteret er beliggende i Odense.
Viking Venture er en norsk kapitalfond, der er specialiseret i investeringer i nordiske softwarevirksomheder.
Med salget til Viking Venture ønsker Encode at styrke sin markedsposition og fortsætte den vækstrejse, som virksomheden har været på de seneste år.
Accura rådgav sælgerne af Encode i forbindelse med transaktionen.