Cobi Rehab har købt hjælpemiddelsvirksomheden Careturner.
Careturner er en dansk producent af hjælpemidler til immobile patienter med særligt fokus på liggende positionering. Virksomheden har udviklet hjælpemidlet Careturner, en teknisk løsning til senge, der automatisk ændrer patientens stilling og dermed trykaflaster patienten og forebygger udvikling af tryksår. Derudover hjælper løsningen plejepersonalet med færre tunge løft i forskellige plejesituationer.
Virksomheden blev grundlagt i 2014 og sælger løsningen til plejehjem og forhandlere i en lang række europæiske lande.
Cobi Rehab er specialiseret i hjælpemidler til positionering og er førende inden for siddende positionering med blandt andet deres Kamille-kørestol. Virksomhedens kunder spænder fra plejecentre og hospitaler til institutioner.
Cobi Rehab indgår i investeringsselskabet HMIG’s koncern, og Careturner er opkøbt med en forventning om at kunne realisere en række synergier til gavn for virksomhedens kunder og brugere.
Accura rådgav HMIG og Cobi Rehab i forbindelse med transaktionen.