Den danske biotekvirksomhed Again har rejst USD 43 mio. i en serie A-investeringsrunde med den tyske venturefond HV Capital og Googles ventureselskab GV (Google Ventures) som “lead investors”. Derudover deltog bl.a. Kompas VC, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), CSC Leasing, ACME Capital og Atlantic Labs i runden. Again har nu rejst samlet USD 100 mio., siden virksomheden blev stiftet i 2021.
Again har udviklet en teknologi, som kan omdanne CO2 til kemikalier, som fx eddikesyre, der kan benyttes i bl.a. maling, limprodukter og genanvendeligt plastik. I processen bliver CO2 ledt ind i en bioreaktor og indgår i en fermenteringsproces med en bestemt bakterie, og ud af det kommer bæredygtige kemikalier. Den nye investering skal bruges til at udvikle et større anlæg og accelerere Agains globale udrulning af sin dekarboniseringsteknologi.
Torbjørn Ølshøj Jensen, Maximilian Kufner og Alex Toftgaard Nielsen står bag Again, der siden 2013 har arbejdet på teknologien, som udspringer fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Again har ca. 30 medarbejdere.
Accura rådgav Again i forbindelse med investeringen.