Accuras afdeling for Konfliktløsning har i december vundet en retssag om revisoransvar. Retssagen var anlagt af en række investorer i et venture-selskab mod selskabets tidligere revisionsselskab. Accuras klient, revisionsselskabet, blev frifundet for et krav på ca. DKK 18,5 mio.
Retssagen tog sit afsæt i otte investorer, som mente at have investeret i et venture-selskab på forkerte forudsætninger. Det var under retssagen navnlig investorernes synspunkt, at de havde baseret deres investeringer i venture-selskabet på en række vurderingsberetninger, som revisionsselskabet i 2016 havde udarbejdet til brug for værdiansættelsen af et apportindskud bestående af en investeringsportefølje i en række danske og udenlandske “startups”. Investorerne gjorde i denne forbindelse gældende, at disse vurderingsberetninger var groft overvurderede, eftersom det senere viste sig, at flere af disse startups i realiteten var insolvente – og dermed uden reel værdi. Derudover gjorde investorerne gældende, at revisionsselskabet i hvert fald burde have revideret værdiansættelsen af de pågældende startups i forbindelse med senere årsregnskabsaflæggelse, idet det burde have stået klart for revisionsselskabet, at vurderingsberetningen fra 2016 var forkert. Ifølge investorerne var investeringerne i venture-selskabet dermed sket til en markant overpris. Med andre ord mente investorerne, at de havde “betalt for meget” for deres investeringer i venture-selskabet, og at dette kunne være undgået, hvis revisionsselskabet havde udarbejdet mere retvisende vurderingsberetninger. Investorerne ville da have investeret i venture-selskabet til et mindre beløb, alternativt slet ikke foretaget nogen investering.
Revisionsselskabet blev frifundet for samtlige af investorernes påstande.
Retten kom i denne forbindelse frem til, at investorerne ikke havde løftet deres bevisbyrde for, at der var årsagssammenhæng mellem de af revisionsselskabet udarbejdede vurderingsberetninger for 2016, den manglende nedskrivning i senere årsregnskabsaflæggelse, og det af investorerne påståede tab. I sin begrundelse vægtede Retten, at det ikke var bevist, hvilken pris investorerne ville have været villige til at betale for deres investeringer i venture-selskabet, hvis vurderingsberetningerne havde set anderledes ud. Derudover måtte det i øvrigt på investeringstidspunktet have stået investorerne klart, at deres investeringer (i et venture-selskab) måtte være forbundet med en betydelig risiko. På denne baggrund nåede Retten frem til, at der hverken var påvist et tab eller årsagssammenhæng mellem revisionsselskabets vurderingsberetninger og investorernes investering i venture-selskabet.
Retten frifandt derfor revisionsselskabet for alle påstande.
Daniel Haue Jakobsson og Adam Tao Michaëlis førte sagen for revisionsselskabet.
Dommen er anket til landsretten.