KOAN

Accura vinder forbudssag: Koncept kunne ikke danne grundlag for påstået forbud

Scroll
Case

Accura vinder forbudssag: Koncept kunne ikke danne grundlag for påstået forbud

Accura repræsenterede i december 2023 KOAN A/S, Colloquium ApS (frem til selskabets efterfølgende konkurs) og selskabernes respektive direktører i en forbudssag anlagt af Forlaget Andersen A/S (Karnov Group). Sø- og Handelsretten frifandt 9. januar 2024 de indstævnte parter.

I sagen krævede Forlaget Andersen, at der skulle nedlægges forbud mod KOANs erhvervsmæssige aktiviteter, der bestod i markedsføring og salg af videnmoduler inden for bl.a. erhvervsjura, og at KOAN skulle opsige ethvert samarbejde med en række af deres kunder. Forbuddet mod KOANs erhvervsmæssige aktiviteter blev krævet nedlagt som følge af en påstået tilsidesættelse af kontraktretlige forpligtelser og overtrædelse af markedsføringsloven og lov om forretningshemmeligheder, herunder krænkelse af Forlaget Andersens koncept. De kontraktretlige forpligtelser omfattede b.la. en fortrolighedsklausul og en konkurrenceklausul, som KOANs direktør var underlagt i henhold til en aftale, der tidligere var indgået mellem direktøren og Forlaget Andersen.

Colloquium havde tidligere varetaget salgs- og markedsføringsmæssige funktioner på vegne af Forlaget Andersen og havde efter opsigelse af dette samarbejde indgået en samarbejdsaftale med KOAN. Over for KOAN, Colloquium og begge selskabers direktører krævede Forlaget Andersen således forbud mod kommerciel udnyttelse af kundeoplysninger, som Forlaget Andersen påstod, at Colloquium havde erhvervet i forbindelse med deres tidligere samarbejde med Forlaget Andersen.

Sagen omhandlede desuden, hvorvidt selskaberne og direktørerne personligt kunne gøres erstatningsansvarlige og pålægges et bødeansvar i forbindelse med de påståede krænkelser og overtrædelser.  

Sø- og Handelsretten fandt ikke, at et forbud kunne nedlægges med henvisning til Forlaget Andersens påståede koncept, eller at KOAN og Colloquium havde gjort uretmæssig brug af kundeoplysninger eller andre fortrolige oplysninger i deres virksomhed. Følgelig fandt retten heller ikke, at der var grundlag for at rette et personligt ansvar mod selskabernes direktører. I overensstemmelse med Accuras påstande frifandt retten derfor de sagsøgte parter. Sagen understøtter, at der generelt ikke hjemles en konceptbeskyttelse i dansk ret, og at påstået markedskrænkende adfærd eller adfærd i strid med lov om forretningshemmeligheder skal være dokumenteret og begrundet i helt konkrete illoyale, systematiske handlinger.

Christina Type Jardorf førte sagen for KOAN, Colloquium (frem til selskabets konkurs) og de to direktører. Konkursboet valgte ikke at indtræde i sagen.

Afgørelsen er ikke anket.