Foto over havet i Australien.
Kom tættere på livet hos Accura

På udlandsophold i Australien – part 2

Hos Accura støtter vi op om jurister, der ønsker at rejse til udlandet for at efteruddanne sig og opnå international erfaring. Derfor har man som advokat eller erhvervsjuridisk rådgiver mulighed for at få orlov med henblik på at tage en efteruddannelse eller blive udstationeret.

Jasmin, advokat i vores afdeling for Fast Ejendom, tilbringer to år i Australien, hvor hun læser en LLM på University of Technology i Sydney. Hun er halvvejs inde i sit ophold og giver her et indblik i sine oplevelser indtil videre.

“Mit ophold har indtil videre været rigtig godt – udfordrende, lærerigt og udbytterigt både personligt og fagligt. Mit setup er blevet anderledes end forventet, idet jeg har fået deltidsarbejde hos MinterEllison (som er Australiens største advokatkontor) på deres kontor i Sydney. Jeg arbejder derfor 3-4 gange om ugen ved siden af min LLM.

Det var udfordrende i starten ift. at få stablet en hverdag på benene i et nyt land (finde lejlighed, oprette bankkonto osv.), få nye bekendtskaber og starte på ny arbejdsplads, studie mv. Jeg er nu et år inde i opholdet og kan konstatere, at det 100% har været det værd. Jeg trives virkelig godt her, og jeg er glad for, at der stadig er et helt år tilbage.

Det første halve år arbejdede jeg stadig hos Accura men fra distancen, hvilket fungerede overraskende godt, og jeg er glad for, at det var en mulighed. De to store ulemper var dog, at (i) jeg ikke altid kunne deltage i kundemøder pga. tidsforskellen, og (ii) at jeg savnede mine kollegaer. Dette var også grunden til, at jeg søgte et arbejde i Sydney i stedet.

Det går rigtig godt med min LLM. Det er ikke et krav at have en Master of Laws i Australien for at blive advokat, da deres bachelor tager fem år. Det betyder, at de fleste, som tager en Master, allerede er færdiguddannet og har arbejde ved siden af (ligesom jeg). De fleste timer ligger derfor om aftenen, i weekenden eller er online, hvilket giver en god fleksibilitet ift. arbejde.

Jeg har nogle spændende fag dette semester, som jeg potentielt også kan bruge i Danmark – blandt andet Principles of International Public Law og Dispute Resolution. Uddannelsen vil give mig et fagligt, kulturelt og personligt udbytte. Jeg er studerer med folk fra vidt forskellige baggrunde og lande, hvilket har givet nogle rigtig gode og lærerige diskussioner i undervisningen. Det har generelt været spændende at få et større overblik og en forståelse for common law-systemet.

I min fritid er jeg begyndt at cykle (racer) meget mere, end jeg gjorde i Danmark – især fordi at vejret tillader det, og fordi at jeg er blevet medlem af en cykelklub, Rapha, som jeg cykler med tre gange om ugen, hvilket også har givet mig et rigtig godt netværk. Det seneste halve år er jeg begyndt at dyrke triatlon, og jeg har tilmeldt mig min første halv ironman til maj. Så det meste af min fritid går med det.

Sydney er en meget multikulturel by, og jeg har mødt en masse spændende mennesker med forskellige nationaliteter og fået venskaber for livet. Vi har rejst meget rundt i Australien – både på egen hånd, med venner som har været på besøg fra Danmark, og med venner som vi har fået hernede. Både mine forældre og svigerforældre har også været på besøg mellem jul og nytår. Derudover har vi oplevet det år med mest regn i 160 år (solen skinner ikke altid i Sydney) og den varmeste dag i to år.

Mine forventninger til opholdet er helt bestemt blevet indfriet – og mere til. Ovenstående setup har givet mig mulighed for både at få et fagligt indspark ift. LLM og samtidig udforske nye måder at arbejde med juraen på et internationalt kontor (jeg har sågar kunne byde ind med sprogkompetencer, da vi sidste år havde en pro bono-sag for en ældre dame, som kun kunne forstå dansk). Derudover har vi fået et virkelig godt netværk, hvilket jeg ikke havde regnet med, men folk er generelt virkelig venlige og imødekommende, hvilket har gjort det rigtig nemt at falde til, og jeg har i den grad fået udviklet mine netværkskompetencer.

Jeg kommer til at fortælle mere om min tid i Australien, og hvordan det har været at tage en LLM, når jeg er hjemme i Danmark igen – jeg håber, I vil følge med!”