LSK der smiler inde i Accura.
Kom tættere på livet hos Accura

“Mine bedste råd til en god start på jurastudiet”

Det kan være noget af en omvæltning at starte på et nyt studie – både fagligt og socialt. I den anledning giver Luna sine bedste råd til en god studiestart; råd hun ville ønske, at hun selv havde fået, da hun startede på studiet.

1. Hav tålmodighed og bevar dit gåpåmod
Lad dig ikke blive frustreret, hvis du ikke forstår lærebøgerne, når du åbner dem første gang. Juridisk litteratur er skrevet i et kompliceret sprog, der til tider er svært at forstå. Forbered dig, så godt du kan, og vær aktiv i timerne, så skal du nok lære stoffet i løbet af semestret. Personligt har jeg først pensum under huden, når jeg har lavet cases, gamle eksamenssæt og genlæst pensum sammenhængende i eksamensperioden. Lad dig derfor ikke skræmme, hvis du føler dig uforberedt før eksamensperioden – det er der, du lærer mest.

2. Vær åben for nye fællesskaber og deltag i det sociale
Jura er et krævende studie, der også har en del sociale aktiviteter, så du kommer til at bruge meget tid på studiet. Det er derfor en god idé at opbygge relationer til dine medstuderende, særligt under studiestarten. Studiet bliver langt sjovere og mere overskueligt, når du har gode kammerater omkring dig, som du kan sparre med socialt, fagligt og mentalt. Så selvom det til tider kan være stressende at følge med i undervisningen og læse op til alle timerne, så glem ikke at pleje de sociale relationer på studiet.

3. Koncentrer dig om din egen udvikling
Lad være med at blive stresset af andres læseteknik og tempo. Alle eksaminer på jurastudiet er individuelle. Derfor skal du knække koden til, hvordan du nemmest og mest effektivt kommer til at forstå stoffet. Der er et hav af metoder: Nogle tager mange noter, nogle læser pensum flere gange, nogle overstreger i bøgerne, mens andre gør brug af alle tre metoder. Det er forskelligt, hvor nemt man lærer, og hvor meget der skal til, for at man føler sig klar til eksamen. Der findes ikke én rigtig læringsstrategi, og derfor skal du ikke blive stresset, når Betina har læst hele pensum på tredje dag, eller når Palle skriver 100 siders noter til hvert kapitel. Du skal finde den læringsstrategi og det tempo, der passer til dig.

4. Jobsøgning i eget tempo
Det er forskelligt, hvornår man har lyst til at have et studiejob, og hvor langt man er på studiet, når man lander sit første studierelevante job. Du skal tage jobsøgningen i dit eget tempo og ikke blive stresset af, hvornår dine klassekammerater begynder at søge job. På den anden side skal du heller ikke holde dig tilbage fra at søge udfordringer i erhvervslivet på grund af rygter om konkurrence og svære barrierer. Da jeg startede på jurastudiet, fortalte de ældre studerende, at det var umuligt at få et studiejob, før man var på tredje semester af studiet. Og det er sandt, at det kan være svært at få et job tidligt på studiet, men det er på ingen måde umuligt. Så hvis du brænder for at få et studiejob, skal du ikke lade dig skræmme af rygterne. Gå efter det, og søg de stillinger, du synes er interessante.