Fuldmægtig i Corporate & Commercial

Er du nysgerrig på, hvordan det er at være fuldmægtig hos Accura? Nasser fortæller her om at være fuldmægtig i vores afdeling for Corporate & Commercial og kommer med gode råd til dig, der snart står overfor at blive fuldmægtig.

Hvordan er det at være fuldmægtig hos Accura og specifikt i Corporate & Commercial?
At være fuldmægtig hos Accura er præcis, som jeg håbede, troede og ønskede. Det er på en og samme tid både udfordrende, intenst og sjovt.

Jeg er positivt overrasket over, hvor meget ansvar jeg allerede har fået som fuldmægtig – både for mine egne opgaver og sommetider også for egne sager. Hvis man har et ønske om eller opsøger udfordringer og et selvstændigt ansvar, så kan man få det – selvfølgelig sammen med den nødvendige sparring undervejs fra erfarne kollegaer.

For mig giver det ekstremt meget acceleration på udviklingskontoen, at jeg føler mig selvstændigt ansvarlig for de opgaver, jeg sidder med. Jeg kan få lov til at presse mig selv ud af min komfortzone og dermed skabe en arbejdsgang, hvor jeg vokser med den pågældende opgave.

Der er alle de sociale aktiviteter, som jeg håbede på. Jeg er blandt andet mentor i Accuras mentorordning, og derigennem deltager jeg også i sociale aktiviteter med fuldmægtige fra de andre afdelinger. I Corporate & Commercial har vi meget med de øvrige afdelinger i huset at gøre, så det er rigtig godt for samarbejdet at møde dem uden for de almindelige rammer også.

Hvorfor valgte du Corporate & Commercial?
Da jeg søgte ind i advokatbranchen, var jeg rimelig afklaret omkring, at jeg ville prøve at arbejde med Corporate & Commercial. Det var der flere grunde til.

For det første er det en spændende afdeling, der både indeholder selskabsret, kontrakter og små M&A-sager. Jeg ville gerne fastholde en bred profil i starten af min karriere, hvilket jeg føler, jeg kan i Corporate & Commercial og dermed ikke allerede køre mig ind på et specialistspor. Arbejdsopgaverne giver tilstrækkelig med udfordringer, og jeg får lært advokaternes håndværk. Obligationsret og kontraktret har været omdrejningspunktet for begge mine kandidatafhandlinger, så jeg har haft et specifikt ønske om at blive god til at skrive kontrakter.

For det andet havde jeg forinden min start hørt godt om kulturen i afdelingen. Ledelsen i afdelingen er fremragende, og det kan mærkes til hverdag. Der er en sund work-life-balance, vi hjælper hinanden, vi tjekker til hinanden, og det er dejligt at være på arbejde. Ingen spørger, hvornår du kommer eller går – så længe du løser dine opgaver, så har du fuld fleksibilitet i din hverdag.

Jeg kan varmt anbefale, at man starter sin karriere med et solidt fundament fra Corporate & Commercial. Det er svært at fortryde.

Hvad er dit bedste råd til dem, som står over for at blive fuldmægtig?
Som fuldmægtig hos Accura vil man opleve en meget stejl læringskurve – især hvis man ikke har været studentermedhjælper på et advokatkontor forinden. Mit råd vil derfor være at forberede sig på den proces. Man kan ikke undgå at lave fejl, når man er ny, og man skal lære det faglige niveau at kende. Der er heldigvis meget feedback, sparring og hjælp at hente, så man udvikler sig hurtigt.

Husk, at det er okay at lave fejl – det vigtigste er, at man lærer af dem. Der er jo en grund til, at man er fuldmægtig i tre år, så det gør ikke noget, at det til tider føles, som om det er op ad bakke. Sådan skal en stejl læringskurve føles, and I wouldn’t have it any other way!

Som fuldmægtig skal man også huske at sætte tid af til sine fritidsinteresser og sit sociale netværk. Afbræk fra hverdagen er vigtigt – så glæder man sig også til at komme tilbage igen. Hos Accura er det sociale heldigvis højt prioriteret, og der bliver gjort meget ud af bl.a. fester, arrangementer og rejser til udlandet.

Vil du prøve kræfter med Corporate & Commercial? Vi søger i øjeblikket en studentermedhjælper med opstart hurtigst muligt og en nyuddannet cand.jur. med opstart til sommer 2022.

Læs mere om at være fuldmægtig hos Accura, og find alle vores ledige fuldmægtigstillinger her.