Erfarne jurister til Accuras Afdeling for Vedvarende Energi (to kontorer)

Er du allerede advokat eller erhvervsjuridisk rådgiver/cand.merc.(jur.) med transaktionserfaring, og brænder du for erhvervsret og vedvarende energi?

Så kan du nu blive en del af et af de dygtigste og mest kompetente juridiske teams i branchen for vedvarende energi! Vi søger lige nu erfarne jurister til to af vores kontorer, der kan hjælpe os med vores spændende projekter vedrørende køb- og salg af og investeringer i projekter vedrørende vedvarende energi i Danmark og udlandet.

Jobbet
Danmark har en helt særlig position inden for udviklingen og kommercialiseringen af vedvarende energi og er på mange områder markedsledende inden for den massive globale investering i udvikling og udrulning af projekter vedrørende vedvarende energi. Det afføder en helt naturlig efterspørgsel efter rådgivning, hvor markedet er præget af store og langvarige komplekse projekter og transaktioner.

Accura etablerede 1. januar 2022 et nyt, selvstændigt forretningsområde inden for vedvarende energi med flere internationale kontorer, og vi er en af hovedspillerne inden for vedvarende energi på det internationale marked. Afdelingen består i dag af 38 kolleger med kontorer i både Hellerup, Aarhus, London, New York, Singapore og Taiwan.

I afdelingen beskæftiger vi os med juridisk og kommerciel rådgivning inden for vedvarende energi, ny teknologi og energi- og forsyningsret, og vi har stor erfaring med rådgivning og håndtering af de langvarige, komplekse processer, der typisk er i forbindelse med vedvarende energi.

Som advokat eller jurist vil du få en enestående chance for at medvirke til at løse nogle af afdelingens spændende og komplekse sager, arbejde tæt sammen med et af de dygtigste teams i branchen og levere nogle af markedets bedste juridiske og kommercielle løsninger.

Opgaver
Du vil bl.a. komme til at arbejde med følgende opgaver:

  • Alle juridiske aspekter af transaktionsarbejde vedrørende vedvarende energi, herunder:
    • Udførelse og koordinering af due diligence-arbejde
    • Udarbejdelse og forhandling af transaktionsdokumenter, herunder investeringsaftaler, overdragelsesaftaler og joint venture-aftaler
    • Koordinering af transaktionsarbejde med vores eget team, forbindelsesadvokater i udlandet og øvrige rådgivere
  • Håndtering af diverse selskabsretlige opgaver, herunder i forbindelse med stiftelse, kapitalforhøjelse, fusion, udarbejdelse af ejeraftaler mv.
  • Deltagelse i den løbende sagsbehandling sammen med vores øvrige medarbejdere i forbindelse med vores mange spændende projekter, herunder udarbejdelse af diverse dokumenter i forbindelse med transaktioner, investeringer mv., herunder “term sheets”, investeringsaftaler, overdragelsesaftaler, joint venture-aftaler mv.

Vi arbejder i et professionelt miljø, hvor kravene til faglighed og kommerciel forståelse er store.

Vi investerer mange ressourcer i ledelse og udvikling, og der vil gennem hele din karriere blive lagt stor energi i din personlige udvikling i et teambaseret miljø.

Vi tilbyder
Accura tilbyder et kompetencegivende job i en ung og spændende virksomhed med flad organisation og 400+ medarbejdere, hvor faglig og personlig udvikling prioriteres højt.

Vi har gennem Accura Academy et af branchens mest ambitiøse programmer for efteruddannelse af vores medarbejdere. Kurserne afholdes som udgangspunkt på Accuras hovedkontor i Hellerup.

Som et vigtigt element i Accuras strategi har vi valgt at sætte fokus på ledelse og arbejder løbende på at udvikle os på dette område, i erkendelse af at forholdet til nærmeste leder er helt afgørende for at motivere, tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere og styrke deres performance.

Vi har attraktive løn- og ansættelsesvilkår med overtidsbetaling i forholdet 1:1 for samtlige timer, der ligger ud over den ugentlige arbejdstid på 37 timer, ekskl. frokost. Du deltager i vores obligatoriske sundheds- og pensionsordning og har mulighed for at tilmelde dig diverse bruttolønsordninger. Derudover har vi en fantastisk frokostordning, moderne faciliteter, sociale arrangementer og meget andet.

Om dig

  • Du er cand.jur. eller cand.merc.(jur.) med mindst 3 års erfaring inden for M&A, og meget gerne med fokus på vedvarende energi.
  • Du har stor interesse for erhvervsret og vedvarende energi.
  • Du har gode karakterer i de formueretlige fag.
  • Du taler og skriver engelsk på et højt niveau.
  • Du er imødekommende, afbalanceret og robust med et højt “drive” og faglig stolthed.
  • Du er god til at kommunikere, har gennemslagskraft og er troværdig.
  • Du er analytisk og struktureret, og du er god til at omsætte kompliceret stof til konkret rådgivning og intelligente løsninger.
  • Du kan arbejde selvstændigt såvel som i teams. 

Ansøgning
Send en motiveret ansøgning hurtigst muligt via linket i denne stillingsannonce og vedhæft dit CV, eksamensbevis og karakterer/karakterudskrift. Anfør, hvilket kontor (eller kontorer) du gerne vil have som primært arbejdssted (Hellerup eller Aarhus). Vi afholder løbende samtaler. Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at ringe til associeret partner Tejs Dyrvig Ernst på telefon 3945 2892 eller HR business partner Mette Bækgaard Henningsen på telefon 3945 0149.

Søg stilling