Advokat eller advokatfuldmægtig til Konfliktløsning

Er du fuldmægtig eller advokat med interesse inden for rets- og voldgiftssager? Har du et ønske om at specialisere dig inden for løsning af erhvervslivets tvister? Og kan du se dig selv arbejde med konfliktløsning inden for bl.a. entreprise, byggeri og infrastruktur? Vi søger en fuldmægtig eller advokat til vores afdeling for konfliktløsning.

Om jobbet:
I Accuras afdeling for Konfliktløsning er vi et team på 13 personer. Vi yder service inden for rets- og voldgiftssager, det erhvervsretlige område, med både danske of internationale klienter, både på selvstændige sager, men også i stor stil i samarbejde med vores afdeling for Fast Ejendom. Vores afdeling er blandt landets førende og hurtigst voksende, og afdelingens advokater fungerer også som partrepræsentanter og voldgiftsdommere.

I afdelingen arbejder vi med en bred vifte af erhvervslivets tvister, men søger en kollega med særlig interesse for tvister i forbindelse med entreprise, byggeri og infrastruktur. Området omfatter retssager, men især danske og internationale voldgiftssager under AB-systemet eller FIDIC.

Vi arbejder i et topprofessionelt men uhøjtideligt miljø, hvor kravene til faglighed og kommerciel forståelse er store. Du vil blive en del af et voksende specialistteam, hvor du vil få rig mulighed for selvstændigt at føre egne sager, men også være en del af et team på større og mere komplekse sager.

Vi arbejder tæt sammen i teamet og sparrer dagligt med hinanden på tværs af anciennitet. Herudover vil du få en bred kontaktflade og samarbejde med resten af huset – arbejdet er således team-orienteret, og meget vil komme til at foregå på engelsk.

 Vi tilbyder:
Accura tilbyder et kompetencegivende job i en ung og spændende virksomhed med flad organisation og 400+ medarbejdere, hvor faglig og personlig udvikling prioriteres højt.

Vi har gennem Accura Academy et af branchens mest ambitiøse programmer for efteruddannelse af vores medarbejdere. Kurserne afholdes som udgangspunkt på Accuras hovedkontor i Hellerup.

Vi har attraktive løn- og ansættelsesvilkår med overtidsbetaling. Du deltager i vores obligatoriske pensions- og sundhedsordning og har mulighed for at tilmelde dig fitnessaftaler, massageordning mm. Derudover har vi en fantastisk personalerestaurant, topmoderne faciliteter, sociale arrangementer og meget andet. 

Ud over førnævnte forestiller vi os, at du:

  • er imødekommende, afbalanceret, trives med travle perioder med et højt “drive” og faglig stolthed.
  • er god til at kommunikere, har gennemslagskraft og kan vise troværdighed.
  • er god til at omsætte kompliceret stof til konkret rådgivning og intelligente løsninger.
  • kan arbejde selvstændigt såvel som i teams, og du udstråler engagement og arbejdsglæde.
  • er grundig og kvalitetsbevidst.
  • har gode analytiske evner og en struktureret tilgang til dine arbejdsopgaver.

Erfaring med området er en fordel, men ikke afgørende. Tilsvarende vil det være en fordel, hvis du har interesse for eller erfaring med teknisk bevisførelse i form af syn og skøn eller eksperterklæringer. 

Ansøgning
Send en ansøgning hurtigst muligt via linket i denne stillingsannonce og vedhæft dit cv, eksamensbeviser og karakterer. Vi afholder løbende samtaler. Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at ringe til partner Jacob Møller Dirksen på 3078 6701 eller HR Business Partner Birgitte Feldtskov på 3945 0159

Søg stilling